Redegørelse om de retlige problemer ved efterforskning ved mistanke om forsikringssvindel

Denne redegørelse beskriver de regler, der gælder for forsikringsselskabers adgang til at efterforske sager, hvor der er mistanke om forsikringssvindel (forsikringsbedrageri). At efterforske en sag vil i denne sammenhæng sige på egen hånd at indhente oplysninger fra forskellige kilder til afklaring af, om en mistanke er beføjet eller ikke. Sådanne undersøgelser vil normalt blive udført af en skadekonsulent, som forsikringsselskabet har tilknyttet, efter at skadebehandleren har fattet mistanke i sin sagsbehandling. Skadekonsulenten vil som regel være politiuddannet.

 

1. Indledning

1.1. Baggrund

1.1.a. Problemstillingen

Denne redegørelse beskriver de regler, der gælder for forsikringsselskabers adgang til at efterforske sager, hvor der er mistanke om forsikringssvindel (forsikrings­bedrageri).

 

At efterforske en sag vil i denne sammenhæng sige på egen hånd at indhente oplysninger fra forskellige kilder til afklaring af, om en mistanke er beføjet eller ikke. Sådanne undersøgelser vil normalt blive udført af en skadekonsulent, som forsikringsselskabet har tilknyttet, efter at skadebehandleren har fattet mistanke i sin sagsbehandling. Skadekonsulenten vil som regel være politiuddannet.

 

En mistanke om forsikringsbedrageri vil ofte opstå, hvor oplysningerne fra forsikringstageren eller en sikret (i det følgende under ét kaldet kunden) ikke umiddelbart stemmer med de øvrige oplysninger, selskabet råder over. Mistanken kan også skyldes en historik, som giver anledning til at rejse tvivl om en kundes troværdighed. Hvor der opstår en sådan mistanke, vil selskabet være berettiget og forpligtet til at oplyse sagen yderligere. Når de oplysninger, selskabet herefter får frem, fortsat modsiges af kundens oplysninger, står selskabet i et vanskeligt valg.

 

Enten kan selskabet underkende kundens oplysninger og afvise dækning. Har kunden afgivet en erklæring ”på tro og love”, kan en sådan fremgangsmåde være vanskelig. I selve afvisningen siger selskabet, at kunden optræder svigagtigt og dermed realiserer et strafbart gerningsindhold, nemlig forsøg på bedrageri, jf. straffelovens § 279. Et sådant udsagn kan kunden anfægte med henvisning til injuriereglerne i straffelovens § 267, således at selskabet – i sidste ende under et privat injuriesøgsmål – skal bevise sin påstand. Et sådant bevis kan være vanskeligt at føre.

 

Eller også kan selskabet tage skridt til yderligere sagsoplysning. En sådan yderligere sagsoplysning er som udgangspunkt uproblematisk, hvis der benyttes anerkendte og sædvanlige bevisskridt, f.eks. tekniske undersøgelser eller lægeundersøgelser udført efter samtykke. Men den kan være vanskelig, hvis den involverer ukonventionelle undersøgelsesmetoder, som f.eks. skjult videoovervågning.

 

De vanskelige elementer i redegørelsen angår navnlig de sidstnævnte tilfælde. Her opstår navnlig spørgsmålet, hvor nærgående undersøgelser et forsikringsselskab kan gennemføre uden kundens samtykke eller viden for at oplyse en forsikringssag, hvor selskabet mistænker kunden for svig. Dets hovedfokus er på den sagsbehandling, selskabet foretager forud for en udbetaling.

 

Redegørelsen behandler ikke den efterforskning, selskabet vil foretage forud for de aftaleretlige reaktioner, det måtte foretage på grundlag af en mistanke. Ved forsikringstegning vil kundens manglende medvirken til at oplyse sagen blot medføre, at selskabet afviser at indgå aftale. Dernæst vil mistanken om, at kunden handler svigagtigt, normalt give selskabet anledning til at opsige forsikringsaftalen. En sådan opsigelse skal normalt begrundes, og hermed ledes man ind i samme problemstillinger.

 

Som hermed antydet rejer forsikringsselskabers efterforskning både etiske og juridiske udfordringer. Uanset om der medvirker en ekstern skadekonsulent, eller selskabet selv står for efterforskningen, spiller det etiske en særlig rolle, fordi forsikringsselskaber og pensionskasser er forpligtet til at udvise god skik i medfør af de regler herom, der findes i, eller som er udstedt i medfør af, lov om finansiel virksomhed. At temaet er følsomt skyldes, at efterforskningen berører noget ærerørigt – og muligt kriminelt – hos kunden, og fordi de efterforskede forhold i givet fald gør sig gældende på forsikringstagerens hjemmebane, f.eks. i dennes hjem, omgangskreds eller virksomhed.

 

Den retlige regulering af efterforskningsvirksomhed har flere sider.

 

En væsentlig side angår de retlige rammer for selve efterforskningen. Hvad må man, og hvad må man afholde sig fra? En anden væsentlig side angår behandlingen af de personoplysninger, der fremkommer som resultatet af en efterforskning, herunder i selskabets egen databehandling, registrering og beslutningstagen. En tredje problemstilling angår selskabets videregivelse af de indhentede oplysninger, enten som led i en informationsdeling med andre selskaber, som bevisførelse ved domstole og ankenævn, eller som grundlag for en politianmeldelse. Redegørelsen behandler alle disse aspekter af problemstillingen.

1.1.b. Afgrænsning

Redegørelsen omhandler kun civilretlige sager, dvs. sager, der kun involverer selskabet og kunden.

 

Dermed er reglerne for straffesager ude af fokus. Straffesager behandles efter særlige regler i retsplejeloven. Her er det til politiet og anklagemyndigheden, der oplyser og styrer sagen gennem sigtelse og tiltalerejsning mv. Det er værd at bemærke, at politi og anklagemyndighed i deres efterforskning i princippet er underlagt samme retlige begrænsninger som privatpersoner i deres, se hertil afsnit 3.1.c. De straffeprocessuelle tvangsindgreb, der hjemles i retsplejeloven er netop hjemlede, på områder, hvor sådanne efterforskningsskridt ikke ville være tilladte efter gældende ret.

 

Forsikringsselskaber vil ofte spille en rolle i straffesager. Enkelte medarbejdere i selskabet kan optræde som vidner og selskabet kan optræde som forurettet (f.eks. ved forsikringsbedrageri), der efter reglerne om adhæsionsproces nedlægges påstand om erstatning.

 

Også andre forvaltningsmyndigheder end politiet foretager sagsoplysning. Det gør f.eks. social- og sundhedsmyndigheder, der til brug for ansøgninger om tilkendelse af sociale ydelser foretager undersøgelser af den forsikrede, se hertil afsnit 2.3.a. Som parten i sådanne myndighedssager er der risiko for, at den sikrede vildleder myndigheden til at tildele ydelser på et urigtigt grundlag, f.eks. til at tilkende en invalideydelse i medfør af § 19 i pensionsloven (lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 2. oktober 2009). Da selskaberne vil kunne foretage egne undersøgelser som grundlag for deres tildeling, påfører en sådan vildledning ikke nødvendigvis selskabet et tilsvarende tab.Disse spørgsmål berøres derfor ikke nærmere.

 

Redegørelsens væsentligste fokus er herefter de regler, der gælder for forsikringsselskabernes egen efterforskning.

1.1.c. Tilblivelse

Redegørelsen er blevet til på opdrag af Forsikring og Pension. Et udkast er blevet drøftet med en arbejdsgruppe nedsat af Forsikring og Pension bestående af kommunikationsdirektør Charlotte Fischer, konsulent, cand.jur. Susanne Gren Harstad, juridisk rådgiver Claus Tønnesen og underdirektør Hans Reymann-Carlsen. Dets hovedkonklusioner er efterfølgende drøftet under en række møder og workshops med deltagelse af repræsentanter for selskaber i Forsikring og Pension i første halvdel af 2010. De synspunkter, der fremkom under disse drøftelser, er indarbejdet i teksten. Ansvaret for undersøgelsens konklusioner er i enhver henseende mit.

 

2. De relevante undersøgelseshandlinger

2.1. Oversigt

2.1.a. Bevisformer og privatlivsforventninger

En efterforskning vil altid fokusere på beviser. Som allerede antydet kan et bevis være mere eller mindre følsomt, alt efter hvordan det er indhentet, og alt efter den karakteristik det kaster over de personer, hvis færden beviset belyser.

 

Et bevis kan fremtræde som en teknisk undersøgelse (f.eks. en lægeundersøgelse), som et dokumentbevis eller som et personbevis (hvorved først og fremmest tænkes på vidnebeviser). Grænserne mellem de tre grupper er i nogen grad flydende, men som det vil fremgå under 2.2.-2.4. er de efter­forskningshandlinger, der kan tilvejebringe sådanne beviser, og de retlige problemer, der kan opstå i den forbindelse, forskelligartede.

 

Redegørelsen behandler de bevisformer, der kan tænkes indhentet i forbindelse med en privat efterforskning. For nogle bevisformer gælder særlige, herunder procesretlige, regler om bevisvægt og bevistilladelighed. Men i øvrigt er det dansk rets udgangspunkt, at bevisernes vægt ikke er bundet af lovregler, se herved retsplejelovens § 344 (der fastslår princippet om den fri bevisvurdering i borgerlige sager) og § 896 (tilsvarende om straffesager). Derimod kan særlige regler begrænse muligheden for at føre bestemte beviser, fordi selve bevisførelsen i et eller andet omfang kan siges at krænke privatlivet for de involverede parter.

 

Dokumentbeviser: Med ”dokumentbeviser” sigtes i det følgende på en række forskellige bevisformer, der fremtræder, eller som kan fremtræde, i dokumentform. Der ligger altså et stykke papir, som man kan identificere, rekvirere og fremlægge. Hertil hører først og fremmest de papirdokumenter, som bruges til korrespondance, rapporter, begæringer og erklæringer mv. Men også oplysninger, som kan hentes i registre, på nettet eller hos offentlige myndigheder, kan præsenteres som dokumentbeviser.

 

Dokumentbeviser kan være genstand for forskellige typer af privatlivsforventninger.

 

Er papiret tilgængeligt i et åbent informationssystem (f.eks. på nettet eller i offentlige databaser), vil den berørte kun have begrænsede forventninger om privatlivsbeskyttelse. En forsikringskunde kan derfor ikke blive overrumplet over, at selskabet indhenter folkeregisteroplysninger for at afklare, hvor kunden har boet på hvilke tidspunkter. Det samme gælder formentlig, hvis selskabet indhenter oplysninger ved internetsøgninger, f.eks. ved brug af søgemaskiner som Google.

 

Er dokumentet blevet til i en sammenhæng, der er omgivet af fortrolighed (f.eks. en sag om tilkendelse af offentlig pension), kan fortroligheden som udgangspunkt kun fraviges ved samtykke fra den berørte. Situationen er anderledes, når oplysningerne ikke er gjort tilgængelige af den berørte, eller hvis de er offentliggjort i kraft af lovgivning, f.eks. i tingbøger eller offentlige registre.

 

Muligheden for at ophæve selskabets tavshedspligt på grundlag af kundens samtykke kan efter omstændighederne være aktuel, hvis selskabets efterforskning gøres til genstand for kritisk pressedækning. Uden et sådant samtykke vil selskabet ikke have mulighed for at tage til genmæle på grundlag af oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten.

 

Ofte vil den enkelte nære privatlivsforventninger, som ikke er retsbeskyttede i loven. Den sikrede tror måske, at han eller hun efterlader sine informationer i et privat rum eller nærmiljø, f.eks. på elektroniske sociale netværk som f.eks. Facebook og Linkedin, uanset der i retlig forstand er tale om offentlige data. Særlige afgrænsningsspørgsmål kan opstå, når sådanne data er tilgængelige for nogle, men ikke alle brugere.

 

Tekniske beviser: Et teknisk bevis er et bevis, der alene kan føres med teknisk ekspertbistand. På grundlag af et bevistema – f.eks. en personundersøgelse, en teknisk undersøgelse af en lås eller data hentet fra det elektroniske startspærresystem i en bil – konkluderer en ekspert, eller et organ udstyret med en ekspertise, at der med en eller anden sandsynlighed er sket det eller det. Typisk forholder ekspertisen sig til et faktisk fænomen, f.eks. den digitale information, der befinder sig i et køretøjs elektroniske system. En teknisk erklæring kan dog også godtgøre en sammenhæng (f.eks. sandsynlighedsberegning), der har betydning for vurderingen af et bevis.

 

Tekniske undersøgelseshandlinger præges af, at alle data er på bordet – undersøgelsen skal blot afklare, hvad disse data viser. Undersøgelsen løser dermed et undersøgelsesebehov. Under en retssag skaffes sådanne beviser gennem syn og skøn, se herom afsnit 2.2.c. Heroverfor står de tilfælde, hvor der ikke tegner sig konkrete beviser men alene en mistanke. I disse sager leder efterforskeren efter beviser, som selskabet ikke umiddelbart kender til og måske heller ikke har rådighed over. Informationsbehovet kan derfor karakteriseres som et efterforskningsbehov. Lykkes det at opfylde dette informationsbehov, vil resultatet kunne fremlægges som beviser under en retssag, f.eks. som dokumentbevis eller som vidneforklaringer. Disse tilfælde behandles under 2.

 

Personbeviset: Det klassiske personbevis er vidnebeviset. Beviset føres i en dialog, der former sig som en uformel samtale eller en formel afhøring. I en efterforskning føres en sådan dialog med en person, som efterforskeren har henvendt sig til. Ofte vil den adspurgte person ingen berøring have med sagen; der er måske tale om en forbipasserende til en hændelse, et familiemedlem, en kollega eller en nabo. Har den adspurgte en personlig relation til den sikrede, vil selskabets henvendelse naturligt opleves som prekær eller pinagtig. Herved kan opstå nogle psykologiske udfordringer, der enten vanskeliggør selve gennemførelsen af afhøringen eller påvirker dens troværdighed. Disse problemer gør sig ikke kun gældende under efterforskningen.

 

Når vidnet efterfølgende skal afgive forklaring for den dømmende ret, kan presset fra modpartens advokat få selv den mest stålsatte forklaring til at vakle.

En særlig type af personbeviser er de, der indhentes ved tekniske undersøger af selve personen eller sekreter mv., der udgår far denne. Sådanne undersøgelseshandlinger vil ofte indgå som led i en sagsbehandling, som den sikrede har kendskab til, f.eks. en lægeundersøgelse. Men de kan også angå forhold vedrørende den sikrede, som den sikrede ikke har kendskab til – f.eks. en DNA-analyse af et hår fra den sikrede. Da den slags undersøgelser normalt ikke indgår i selskabernes efterforskning, omtales de ikke nærmere i det følgende.

2.1.b. Mistanke og efterforskning

Tager man udgangspunkt i de juridiske begreber kan der ikke drages nogen klar grænse mellem de undersøgelser, forsikringsselskaberne foretager som led i deres almindelige sagsbehandling, og den efter­forsk­ning, der er genstand for denne redegørelse. I begge tilfælde er der tale om, at sel­skabet indhenter oplysninger til brug for sin stillingtagen gennem de kanaler, der er til rådighed.

 

Man kan sondre mellem på den ene side kontrolundersøgelser, der sker for at supplere kundens oplysninger, og som gennemføres ud fra en formodning om, at kunden taler sandt, og på den anden side efterforskning, der sker for at kontrollere kundens oplysninger, og som bygger på en antagelse om, at kunden måske ikke taler sendt. Hvor kontrolundersøgelser almindeligvis vil blive gennemført i et åbent og tillidsbaseret samarbejde med kunden, vil efterforskningshandlinger ofte foregå, uden at kunden orienteres. Som det vil fremgå handler nogle af de vanskelige retlige tvivlsspørgsmål i denne redegørelse om, hvornår selskabet i ønsket om at sikre en så effektiv kontrolundersøgelse kan undlade at informere kunden.

 

Kontrolundersøgelser vil normalt være en del af selskabets almindelige rutiner. Derimod vil selskabets beslutning om at efterforske vil normalt blive truffet, fordi det under sagsbehandlingen har fået en mistanke om, at kunden taler usandt. Denne mistanke kan være objektiv og iøjnefaldende, fordi et faktisk forhold, kunden påberåber sig, strider mod al erfaring. Eller den kan være helt subjektiv og vurderingspræget, fordi sagsbehandleren i selskabet gennem sin kontakt med kunden har fået fornemmelsen af, at denne taler usandt. Endelig kan det tænkes, at mistanken bestyrkes ved en oplysning, der tilgår selskabet ved en tilfældighed (et såkaldt ”tilfældighedsfund”), f.eks. gennem anonyme henvendelser om forhold, der ikke umiddelbart kan verificeres.

 

En mellemgruppe af undersøgelseshandlinger er de såkaldte screeninger. Herved forstås rutinemæssige efterforskningsmetoder, som selskabet gennemfører for at kontrollere rigtigheden af de oplysninger, kunden selv har afgivet uden at kundens forhold har skabt et egentligt mistankegrundlag. En screening sker typisk stikprøvemæssigt ud fra en udokumenteret fornemmelse af, at noget er galt. Derfor vil screeningen ofte ramme forsikringskunder, der intet ulovligt har foretaget sig, hvilket kan give den enkelte forsikringskunde et særligt ubehag.

 

Retten til at efterforske beror dels på retssystemets almindelige regler, dels på det samtykke til en persondatabehandling eller efterforskningshandling, kunden eventuelt har meddelt i forsikringsaftalen. Det har ligeledes betydning, hvordan selskabet har orienteret kunden om sin mistanke. Ligeledes spiller det ind, hvilke pligter kunden har til at medvirke til forsikringssagens oplysning efter regler i lovgivningen eller efter forsikringsvilkårene. Disse spørgsmål, der bl.a. beror på indgåede aftaler, omtales ikke særskilt men indgår som momenter ved fastlæggelse af, hvad der er ”god skik” for selskabet, jf. nærmere afsnit 4.1.

2.2. Tekniske beviser

I dansk ret er der som udgangspunkt ingen begrænsninger i adgangen til at foranstalte tekniske undersøgelser. Adgangen til at gøre brug af sådanne tekniske beviser beror bl.a. på, hvor beviset føres. Blandt andet spiller det en rolle, om der aktuelt består en tvist mellem parterne, og om denne tvist verserer ved domstolene. Dernæst spiller det en rolle, om bevisførelse foranstaltes af en instans, som lovgivningen på forhånd har udset til dette formål.

I dansk ret anvendes syn og skøn som fremgangsmåde til sagkyndig oplysning om specifikke tekniske fænomener. Det er den sagkyndiges egenhændige syn på bevisforholdene og hans heraf følgende skøn over deres tilstand, der er i fokus. Retsplejelovens § 201 foreskriver – om borgerlige sager – at det i udmeldelsesdekretet tydeligt angives må, hvad der er forretningens ”genstand og øjemed”. Skønsmanden udtaler sig om noget faktisk og benytter sin ekspertise til at nå sine konklusioner om dette faktiske. Man kan ikke benytte syn og skøn for at få en generel redegørelse om et forhold, f.eks. om et stofs farlige egenskaber. En sådan redegørelse kan derimod indhentes i form af en sagkyndig erklæring.

 

I civile danske retssager er det hovedreglen, at sagkyndige erklæringer til brug for sagen kun kan fremlægges, når de er indhentet efter begge parters aftale, eller efter rettens beslutning. Dansk procesret adskiller sig herved fra ordningen i en række kontinentaleuropæiske lande og i common law-lande (som England og USA), hvor parterne har fri adgang til selv at føre ekspertvidner og fremlægge deres sagkyndige erklæringer. I danske straffesager gælder princippet da heller ikke. Her fremlægges eksperterklæringer indhentet af anklagemyndigheden, hvor de typisk lægges til grund, hvis ikke der er tvivl om saglighed og inhabilitet. Se herved Smith m.fl. (2008), s. 36, med henvisning til U 1997.676 H om en revisionsberetning i en sag om økonomisk kriminalitet.

 

Er der ikke anlagt sag, er der ingen begrænsninger i adgangen til at indhente erklæringer som led i en parts egen sagsoplysning, f.eks. med henblik på fremlæggelse for modparten som led i argumentationen. Sådanne erklæringer kan også senere fremlægges for en domstol, når sagen er anlagt, se f.eks. U 2005.576 H, U 2007.2040 H og U 2007.2250 HK og den generelle udtalelse i U 2008.2393 HK, der slår fast, at en part ”som udgangspunkt ikke er afskåret fra at fremlægge udtalelser og erklæringer om forhold af teknisk karakter, der inden sagsanlægget er indhentet hos rådgivere og sagkyndige.” Men når de fremlægges, vil de ofte blive betragtet som mindre troværdige end de sagkyndige undersøgelser, som parterne har sat i værk i fællesskab og med rettens deltagelse.

 

I personforsikringer kan forsikringsudbetalingen afhænge af en medicinsk vurdering af den sikredes helbredsforhold, f.eks. ved invaliditet (erhvervsevnenedsættelse). Denne vurdering er i bund og grund privatretlig, fordi den angår aftaleforholdet mellem den sikrede og selskabet. I disse forsikringer udgør lægeerklæringer om en persons sygdom eller uarbejdsdygtighed en fast komponent. Sådanne erklæringer benyttes ofte også i almindelige retssager.

 

Er der tvivl om en sådan erklæring, kan forholdet forelægges Retslægerådet til vurdering. Nærmere regler om Retslægerådets virke er givet ved lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet. Af lovens § 1 fremgår det, at Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Hvis ikke sagen angår ”enkeltpersoners retsforhold”, kan Retslægerådet nægte at medvirke, jf. U 2006.2068 H. Fordi lovgivningen har tildelt Retslægerådet disse funktioner vil domstolene være tilbageholdende med at tillade parter i retssager at foranstalte ”alternative” beviser om lægevidenskabelige eller farmaceutiske forhold.

 

Ofte skal der foretages en tilsvarende vurdering af samme medicinske tilstand af de myndigheder, der foretager udbetalinger under parallelle offentligretlige sikringsordninger. Et eksempel herpå er den afgørelse, kommunerne træffer i medfør af § 20 i pensionsloven (lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1005 af 19. august 2010) om tilkendelse af førtidspension. På grund af denne parallelitet kan det være af betydning for selskabet at få indblik i de undersøgelser, der har været foretaget af vedkommende sociale myndighed. Reglerne om sagsbehandling og dokumentation i disse sager er indeholdt i bekendtgørelse nr. 1402 af 13. december 2006. Et andet eksempel er Arbejdsskadestyrelsen afgørelser om invaliditet mv. i medfør af arbejdsskadeforsikringsloven.

 

De informationer, der indhentes og bearbejdes i disse sager, er alle personfølsomme og dermed hverken undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven eller offentlig acces efter persondataloven. Derfor vil der ikke være adgang til at gennemføre privat efterforskning i dette materiale uden samtykke fra den sikrede. Under en civil retssag kan materiale af denne art dog fremprovokeres som led i en begæring om edition, se hertil afsnit 2.2.c. Materialet vil dernæst kunne fremlægges egenhændigt, jf. U 2004.1847 HK hvor Højesteret antog, at en part uden rettens tilladelse kunne indhente en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om erhvervsevnetab og senere at fremlægge denne udtalelse. Edition kan også anvendes i en kriminel efterforskning. I straffesager vil megen dokumentation i øvrigt blive fremskaffet gennem ransagning.

2.3. Dokumentbeviser

2.3.a. Myndighedsdokumenter

Som hovedregel kan dokumenter hos offentlige myndigheder, forlanges udleveret på grundlag af den almindelige aktindsigt, jf. kapitel 2 i offentlighedsloven eller den særlige partsindsigt, der følger efter reglerne kapitel 4 i forvaltningsloven. Sådanne beviser kan ofte kaste lys over de parter, der har været involveret i en sagsbehandling. I det omfang loven hjemler en aktindsigt for almenheden, vil selskabet have fri adgang til at benytte denne hjemmel, også til efterforskningsformål.

 

Aktindsigten gælder ikke fortrolige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Selv om en oplysning er fortrolig kan en modpart under en civil retssag begære edition i dokumenter, der manifesterer oplysningen, hvis dette er nødvendigt for bevisførelsen i sagen, se herom afsnit 2.2.c. I sin vurdering af, om der kan gives edition i sådanne bilag, må hensynet til sagens oplysning ofte afvejes overfor hensynet til den part, hvis forhold i givet fald blotlægges. Se til illustration TFA 2007.99 ØLK, hvor en kommunal socialrådgivers journalnotater om samværsdrøftelser i statsamtet blev tilladt fremlagt under en forældremyndighedssag, men herimod TFA 2007.133 VLK, hvor politiets efterforskningsmateriale i en opgivet sag om incest ikke kunne forlanges inddraget i en sag om forældremyndighed, allerede fordi efterforskningen var indstillet.

2.3.b. Oplysninger på nettet

Internettet har udviklet et stort antal søgetjenester, hvor man ofte kan finde troværdig og præcis information om enkeltpersoners forhold. Nogle af disse netsteder drives af offentlige myndigheder. F.eks. kan oplysninger om fast ejendom og deres ejere søges på www.ois.dk. Ved brug af internettets søgemaskiner som www.google.dk kan man ofte få nyttige baggrundsoplysninger om et sagsforhold, der er centrale for den foreliggende konflikt. En søgning på personer vil kunne fortælle om deres relationer til andre personer, foreninger, selskaber, institutioner mv., og dermed forklare deres adfærd i relation til sagen. Fra www.googleearth.com kan man hente luftfotos fra de fleste lokaliteter.

 

Som anført af Eigil Lego Andersen i Backhausen m.fl. (red.): Proceduren, 3. udg. (2009), s. 157, kan oplysninger, der er tilgængelige på internettet, herunder om klienten og modparten: ”Et råd, muligvis det bedste man overhovedet kan give en advokat, der forbereder en sag: Tjek altid internettet!

På sociale netværkstjenester som f.eks. Facebook og Linkedin har man mulighed for at få oplysninger om enkeltpersoners gøren og laden. Brugerne lægger disse oplysninger ud i henhold til vilkår, der bl.a. giver mulighed for at lade nogle oplysninger være offentlige og andre reserveret for en lukket kreds.

 

Vilkårene for Facebook opstiler bl.a. følgende regel: “When you publish content or information using the "everyone" setting, it means that everyone, including people off of Facebook, will have access to that information and we may not have control over what they do with it.”

 

Derimod vil en Facebook-bruger, der har gjort sin profil åben for en udvalgt kreds af ”venner”, ikke kunne hemmeligholde, hvem disse venner er. Når almenheden ser på den åbne del af brugerens profil, vil vennerne træde frem med angivelse af deres profil. En person, der ikke er godkendt som ”ven” på profilen, kan dermed henvende sig til en ”ven” for via dennes status som sådan at få adgang til den lukkede del af brugerens profil. Gør en ikke-ven brug af en sådan adgang, opstår spørgsmålet, om der foreligger ulovlig indtrængen i profilen. Dette spørgsmål drøftes i afsnit 3.2.a. i relation til straffelovens § 263.

2.3.c. Dokumenter i privat varetægt

Ifølge retsplejelovens § 299 kan retten efter begæring af en part pålægge tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter, der er undergivet hans rådighed, og som har betydning for sagen. Tredjemands pligt til således at medvirke til sagsoplysningen gælder dog ikke, hvis der hermed vil fremkomme oplysning om forhold, som han ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§ 169-172. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme et sådant pålæg, gælder reglerne om vidnetvang i § 178. Det betyder, at retten må afsige kendelse om edition. En sådan kendelse afsiges, efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.

 

At gennemføre edition hos en tredjepart kræver særlige grunde. Ifølge § 300 skal den part, der fremsætter en sådan begæring, angive ”de kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne, samt de grunde, hvorpå han støtter, at modparten eller den opgivne tredjemand er i besiddelse af dokumenterne”, jf. stk. 1. Herefter skal der gives tredjepart lejlighed til at udtale sig, jf. stk. 2. Tredjemand kan i øvrigt kræve sine udgifter ved fremlæggelsen forudbetalt af parten eller kræve stillet sikkerhed for udgifternes betaling, stk. 3.

 

Praksis om bestemmelsen er forståeligt nok restriktiv, se f.eks. U 1993.171 ØLK, hvor Finanstilsynet ikke blev pålagt at udarbejde et notat om ledelsesforholdene i et nu konkursramt pengeinstitut. Det må normalt kræves, at de editionsbegærede oplysninger har en direkte forbindelse til konflikten mellem parterne. Edition hos tredjemand kan ikke anvendes som surrogat for en sagsoplysning, parten selv kunne have foretaget eller til at give baggrundsoplysninger om andres vurderinger af et omstridt forhold.

2.4. Personbeviser

2.4.a. Private afhøringer

Som udgangspunkt har enhver ret til at henvende sig til, hvem man vil. Det gælder også forsikringsselskaber og deres advokater og andre rådgivere. En sådan henvendelse pålægger ikke den adspurgte nogen pligt til at udtale sig, og forløbet vil dermed som udgangspunkt bære et præg af frivillighed, der i sig selv gør forholdet ukontroversielt.

 

Også politiet er i princippet begrænset i sine muligheder for at gennemtvinge afhøringer. Ingen er forpligtet til at afgive forklaring til politiet. I medfør af retsplejelovens § 750 har borgerne kun pligt til at oplyse navn og adresse samt fødselsdato. I praksis medvirker de fleste parter og vidner dog ved politimæssige afhøringer.

 

Som udgangspunkt kan en afhøring ikke gennemføres om et tema, der er undergivet tavshedspligt, med mindre den part, der er rådig over tavsheds­pligten, samtykker. Se nærmere om denne problemstilling neden for i afsnit 3.4.b. Det gælder, hvad enten afhøringen foretages af politiet eller af private. Gennemføres afhøringen for en domstol, kan denne tavshedspligt dog selv i mangel af samtykke ophæves efter rettens bestemmelse, se hertil retsplejelovens § 169 om tjenestemænd mv. i den offentlige forvaltning og § 170 om læger, præster, advokater og forsvarere mv., der er underlagt tavshedspligt.

 

Selvom der ingen tavshedspligt består, vil mange mennesker føle det ubehageligt at skulle udtale sig på en måde, der betyder, at man indlader sig på andres stridigheder. Derfor kan man ikke regne med, at tredjeparter vil udtale sig eller i øvrigt bistå i en efterforskning ved at udlevere dokumenter. Dermed står forsikringsselskaber i en noget anden situation end politiet, der som regel har lettere ved at udvirke forklaringer fra vidner mv., selv om vidnerne ikke har pligt til at udtale sig. At der ofte er en sådan modvilje ligger netop bag de førnævnte regler om vidnepligt i retsplejelovens kapitel 18.

 

Et forsikringsselskabs henvendelse til en tredjemand om en kundes svigagtige adfærd, vil naturligt føles overrumplende for den adspurgte. Det gælder navnlig, når den adspurgte herved vil bringes i en loyalitetskonflikt, fordi hans forklaring kan tænkes at udvirke en politimæssig efterforskning. Selv om dansk ret ikke indeholder specifikke regler, der forbyder et forsikringsselskab at foretage en sådan henvendelse, vil de almindelige regler om god skik formentlig lægge visse begrænsninger i, hvordan sådanne henvendelser gennemføres. Disse spørgsmål drøftes nærmere i afsnit 4.1.

2.4.b. Agentvirksomhed

En særlig form for henvendelse er den, der involverer brug af agenter. Hvor oplysninger fra vidner almindeligvis indhentes gennem en almindelig dialog med spørgsmål og svar, ”kommunikerer” en agent ved at udføre en aktiv rolle i det begivenhedsforløb, der søges oprullet, f.eks. ved gennem sin adfærd eller meldinger lægger op til, at den mistænkte afslører sig selv. I det omfang agenten dermed medvirker til, at den mistænkte begår en strafbar handling, vil agentens adfærd i sig selv være strafbar som medvirken til denne handling, jf. straffelovens § 23. Dette er baggrunden for, at politiets brug af agenter er lovreguleret gennem reglerne i retsplejelovens §§ 754a-754d.

 

Reglerne omhandler kun foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte en lovovertrædelse, jf. § 754a, stk. 1 og 2. Reglerne opstiller for det første nogle indholdsmæssige krav til sådan agentvirksomhed. Efterforskningsskridtet kan kun anvendes i relation til mere alvorlige lovovertrædelser, og de må ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang og grovhed. For det andet stilles krav om retskendelse.

 

Der er talrige former for lovlig agentvirksomhed, som kan benyttes som led i en privat efterforskning. Det vil f.eks. ikke være retsstridigt, at en efterforsker melder sig ind i en forening for at komme i nærheden af en person, hvis helbredsforhold der er tvivl om, og går i dialog med den pågældende uden at afsløre sit egentlige forehavende. En sådan optræden er heller ikke retsstridig, selv om agenten benytter et andet navn end sit eget. Selv om der isoleret set er tale om en usandhed, benyttes den ikke for at ”skuffe i retsforhold”, hvilket vil være betingelsen for at straffe forholdet som bedrageri, jf. straffelovens § 279. Strafferetligt går grænsen for det retsstridige der, hvor agenten opfordrer den sikrede til at begå noget ulovligt (f.eks. afgive en urigtig erklæring) eller medvirker hertil (f.eks. ved tilsagn om at formidle en sådan erklæring). Man kan dog rejse spørgsmålet, om et selskab optræder i overensstemmelse med ”god skik”, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, ved at lade sine repræsentanter optræde under falsk navn. Dette spørgsmål drøftes generelt i afsnit 4.1.b.

2.4.c. Privatdetektiver

Privatdetektiver yder bistand ved at afklare personers færden, enten gennem fysisk overvågning og skygning eller ved at sammenstykke forklaringer på grundlag af tilgængelige oplysninger. I modsætning til butiksdetektiver, der nærmest tjener overvågnings- og vagtlignende funktioner, er privatdetektivens arbejde aktivt og opsøgende. Ofte vil privatdetektiver også optræde som agenter, jf. herom i afsnit 2.4.b., f.eks. i forbindelse med køb af plagierede produkter.

 

Virksomhed som privatdetektiv er både lovligt og anerkendelsesværdigt, så længe privatdetektiven begrænser sig til handlinger, som enhver kan foretage, f.eks. at observere og fotografere personer på offentligt område. En sådan sagsoplysning kan f.eks. tilvejebringe fotodokumentation for en ulovlig aktivitet (f.eks. en varemærkekrænkelse), som modparten ikke vil udtale sig troværdigt om. Derimod må privatdetektiver ikke medvirke til, at der indhentes oplysninger i strid med gældende regler.

 

Hvervet som privatdetektiv var tidligere undergivet retlig regulering ved lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og detektivvirksomhed mv., jf. den nu ophævede lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986 med senere ændringer. De særlige regler om detektivvirksomhed er nu ophævet, og privatdetektivers adfærd er nu undergivet de almindelige regler i lovgivningen, herunder i markedsføringsloven (se herom afsnit 4.1.a.) og persondataloven, jf. herom afsnit 3.3.

 

Mange privatdetektiver har en politimæssig baggrund og dermed færdigheder med systematisk indsamling af oplysninger, som andre ikke ville gennemføre tilsvarende, f.eks. målrettede undersøgelser i tingbøger, aviser og telefonbøger eller internetsøgninger. I sager om produktplagiering er det f.eks. helt almindeligt at benytte rådgivning af den art. At der er et marked for privatdetektiver skyldes også andre behov, jf. nærmere Ib Henricson: Politiret, 3. udg. (2004), s. 475, f.eks. at sagen er følsom, eller at man frygter, at den blot vil blive henlagt af politiet.

 

En række danske professionelle privatdetektiver og erhvervsefterforskere er organiseret i Foreningen Danske Detektiver og Erhvervsefterforskere (FDDE), se www.fdde.dk. Foreningen, der tæller 16 medlemmer, har et etisk regelsæt, der bl.a. pålægger medlemmerne at overholde ”god forretningsskik”, ”såvel alment som ud fra de specifikke retningslinjer, der udstikkes gennem FDDE's bestyrelse”. Foreningen har også etableret et klagenævn. Afgørelser herfra er ikke offentliggjort på foreningens hjemmeside.

 

Det har fra tid til anden været diskuteret, om privatdetektiver er underlagt samme begrænsninger i deres virke som politi og anklagemyndighed vil være underlagt i medfør af retsplejeloven. Spørgsmålet er kun aktuelt, når loven lægger begrænsninger i politiets arbejde på områder, hvor private ikke har været underlagt retlige begrænsninger. Eksempler herpå er dog sjældne. Reglerne om observation i retsplejelovens § 791a omfatter således personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, hvor straffelovens § 263 netop ikke giver adgang til at fotografere mv., se hertil afsnit 3.2.a. Ligeledes går politiets adgang til at gennemføre fotoforevisninger, jf. retsplejelovens §§ 812-816, længere end persondataloven, idet domstolene har mulighed for at underkende et manglende samtykke fra den registrerede, jf. f.eks. retsplejelovens § 814, stk. 2. Dertil kommer, at politiet har en eksklusiv råden over disse fotokartoteker, som den private efterforsker ikke har.

 

Når Ib Henricson a.st., s. 476, antager, at detektivers handlefrihed er indskrænket i samme omfang som politiets, bygger denne antagelse på den opfattelse, at politiet og de private efterforskere står lige i henseende til de efterforskningsskridt, der reguleres i retsplejeloven. En sådan lighed består kun, hvis man ikke medregner de særlige beføjelser, der tilkommer politiet. Der er ikke grundlag for at antage, at de regler, der regulerer politiets arbejde – uden udtrykkelig hjemmel – også regulerer private efterforskere. F.eks. er den private efterforsker ikke forpligtet af det objektivitetsprincip, der gælder for politiet, se hertil afsnit 3.1.c. Men retsplejelovens (og politilovens) regler indebærer i praksis begrænsninger for den private efterforsker, som ikke gælder tilsvarende for politiet.

 

Det må derfor som almindelig regel antages, at privatdetektiver ligesom andre private efterforskere alene er underlagt de retlige begrænsninger, der har udtrykkelig hjemmel i lovgivningen.

2.4.d. Bevis om vidners troværdighed

Efter dansk procesret er det hovedreglen, at der ikke kan føres bevis ved danske domstole for et vidnes troværdighed. En sådan bevisførelse må kun finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer, se retsplejelovens § 185, stk. 1. Sådanne beviser tillades sjældent ført, jf. Kallehauge i Backhausen m.fl. (red.): Proceduren, 3. udg. (2009), s. 365, og som eksempel på den restriktive retspraksis TfK 2009.207 ØLK. Men ofte kan man opnå samme virkning ved at stille spørgsmål, der fremtvinger modsigelser mv., og som dermed efterlader et utroværdigt indtryk.

 

En særlig problemstilling angår brugen af såkaldte løgnedetektorer, dvs. apparater, der måler puls, blodtryk, hjertefrekvens, åndedræt og visse hud­reflekser, der erfaringsmæssigt påvirkes ved følelsesmæssig spænding, og som antages at være knyttet til det at fortælle bevidste usandheder. Der findes ingen trykt dansk retspraksis, der har knyttet bevisvurderingen af vidnebeviser til den slags apparater. Denne tilbageholdenhed skyldes, at en måling på den slags variable hverken beviser løgnagtighed eller skyld, men som oftest kun tilstedeværelsen af følelsesmæssige reaktioner, der kan indtræde i vidt forskellige belastende situationer.

2.5. Tværgående problemstillinger

2.5.a. Kan ulovlige beviser føres?

Hvis et bevis er fremskaffet på en måde, der indebærer et retsbrud overfor nogen (modparten eller en tredjemand), opstår spørgsmålet, om et sådant – ”ulovligt” – bevis kan føres, enten overfor modparten, overfor en offentlig myndighed eller overfor domstolene. Svaret på dette spørgsmål beror på, hvilket retsbrud, der gør beviset ulovligt, og hvilke retsbrud, der eventuelt vil blive realiseret ved selve bevisførelsen.

 

Hverken retsplejeloven eller særlovgivningen regulerer dette spørgsmål. På den ene side er der et hensyn til, at sagen oplyses korrekt (”den materielle sandheds princip”). Heroverfor står hensynet til den part, hvis fortrolighed er blevet krænket ved, at dokumentet er lækket.

 

I dansk strafferetspleje fastholdes princippet om den materielle sandhed i sager om grove forbrydelser, hvor der kan idømmes tilsvarende hårde straffe. I mindre grove tilfælde har man derimod – bl.a. under indtryk af praksis fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol – tillagt hensynet til regeloverholdelsen større betydning og enten frikendt tiltalte eller ophævet en afsagt dom. Se herom Smith m.fl.: Straffeprocessen, 2. udg. (2008), s. 29 ff. Dermed beror dette spørgsmål på, hvilken sag, de skal tjene til oplysning af.

 

Strafferetlige pligtbrud: Er forbuddet strafferetligt sanktioneret (f.eks. en strafbelagt regel om tavshedspligt), vil man begå en strafbar medvirkens­handling ved gennem bevisførelsen at udvirke, at denne tavshed brydes. Både domstole og myndigheder vil vægre sig ved uden hjemmel at skulle foranstalte en sådan bevisførelse, som jo også vil indebære, at myndigheden eller domstolen ”medvirker” til lovovertrædelsen og dermed pådrager sig strafskyld. En sådan hjemmel finder man netop ved reglerne i retsplejelovens §§ 169-170, der giver hjemmel for at fritage et vidne for den tavshedspligt, vidnet ellers vil være underlagt.

 

Er det strafbare forhold allerede begået, idet den kritiske oplysning allerede er lækket, er skaden sket, og dette hensyn gør sig ikke gældende. Her opstår i stedet spørgsmålet, om præventionshensynet (forstået som ønsket om, at det ikke skal kunne ”betale sig” at lække dokumenter) taler for at nægte en bevisførelse. Hvor stor vægt dette hensyn må tillægges, beror på, hvilket faktum, beviset tjener til at oplyse, og hvilken interesse den bevisførende part har i at oplyse dette faktum.

 

Aftaleretlige pligtbrud: Pligter, som en part påtager sig ved løfte eller aftale, påhviler som udgangspunkt kun afgiveren, ikke tredjeparter. Men aftalen kan indirekte være med til at fastslå de frihedsgrader, der gælder for tredjeparter. Den, der ejer en genstand, kan disponere over den og ved aftale bestemme, hvem der kan benytte genstanden som lejer og udlejer. Tredjeparter, der ikke har opnået en sådan benyttelsesret, vil begå brugstyveri mv. ved alligevel at bruge den. Tilsvarende indebærer den aftale, en Facebook-bruger f.eks. indgår med Facebook om, at hans profil kun kan benyttes af særskilt udpegede ”venner”, at kun disse ”venner” lovligt kan få adgang til profilen. I disse tilfælde definerer aftalen den lovlige adgang til kommunikationssystemet.

 

I tillæg til brugerens aftale med Facebook kan det tænkes, at brugeren aftaler med sine ”venner”, at de skal holde indholdet af Facebook-profilen fortroligt. Sådanne aftaler er formentlig ikke særligt udbredte, men hvis de forekommer, vil de rette sig mod brugen af informationsindholdet, ikke mod adgangen til profilen (som jo er åben). Hvis en ”ven” misligholder sin adgang til profilen til at kompromittere hemmeligheder i strid med en aftale med brugeren, kan dette fortrolighedsbrud i grove tilfælde være omfattet af bestemmelsen i straffelovens informationsretlige ”hæleriparagraf” i § 264d, se herom i afsnit 3.2.d. Uden for disse, formentlig ikke særligt hyppigt forekommende tilfælde, vil den blotte forståelse mellem ”vennen” og Facebook-brugeren om, at vennen – og ikke andre – har adgang til informationerne på profilen, ikke gøre brugen af disse oplysninger ulovlig, medmindre en sådan videregivelse indebærer overtrædelse af andre regelsæt (herunder persondataloven og de god-skik-regler, der f.eks. gælder for finansielle institutter og advokater). Derfor vil det være lovligt, at en privat efterforsker allierer sig med en Facebook-”ven” for via dennes adgang at undersøge de oplysninger, der ligger på en Facebook-profil.

 

Som allerede berørt findes der særskilt hjemmel forskellige steder i lovgivningen, der trods disse udgangspunkter kan tænkes at medføre, at en bevisførelse alligevel mister sin lovlighed:

 

Er der tale om oplysninger tilhørende privatlivet, som er fremskaffet ved overtrædelse af reglerne om beskyttelse af privatlivets fred i straffelovens § 263 (ulovlig brevåbning, skaffen sig adgang til andres gemmer, aflytning og hacking), § 264 (indtrængen på andet hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted) og § 264a (fotografering af personer, der befinder sig på ikke frit tilgængeligt sted) følger det af straffelovens § 264c, at straffebestemmelserne også rammer den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter de oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen. De nævnte strafbestemmelser giver anledning til afgrænsningsspørgsmål, der behandles i afsnit 3.2.

 

Personoplysninger: Reglerne i persondataloven vil efter omstændighederne forhindre anvendelse af tilfældighedsfund, hvis fundet resulterer i en ”behandling” af personoplysninger, der er omfattet af persondataloven, og hvis lovens regler ikke hjemler en sådan behandling. Der henvises herom til bemærkningerne i afsnit 3.3.

 

Erhvervshemmeligheder: Ifølge § 19, stk. 5, i markedsføringsloven må erhvervsdrivende ikke udnytte erhvervshemmelig­heder, som de har opnået kendskab til eller rådighed over i strid med bestemmelserne i lovens § 19, stk. 1-4. Bestemmelsen etablerer en form for hæleriværn mod erhvervsmæssigt ”informationstyveri”. Selskabet vil derfor ikke kunne anvende oplysninger, som har karakter af erhvervshemmeligheder, hvis disse oplysninger er kommet selskabet i hænde i kraft af et retsbrud.

 

Moralske diskretionspligter: Der er fri adgang til at føre beviser, uanset om bevisførelsen bryder en ”moralsk” pligt til diskretion, f.eks. et løfte mellem venner om at holde noget hemmeligt. De retlige problemer opstår i tilfælde, hvor der består et juridisk pligtforhold mellem hovedpersonen og den nærtstående, og ikke blot en forventning om, at den nærtstående – som sædvanligt på området – optræder loyalt og diskret. Uden for de førnævnte tilfælde kan sådanne sanktioner f.eks. tænkes støttet på god skik-reglerne i lov om finansiel virksomhed. Herom henvises til bemærkningerne i afsnit 4.1.

2.5.b. Tilfældighedsfund

Får selskabet kendskab til dokumenter fra tredjeparter uden at kunne få viden om, hvor disse oplysninger stammer fra, består muligheden for, at der har foreligget et pligtbrud som beskrevet i afsnit 2.3.a. Men uden vished herom opstår spørgsmålet, om selskabet har ret til at benytte sådanne dokumenter som grundlag for sin sagsbehandling eller som bevis under retssager. Når dette spørgsmål skal vurderes, vil domstolene formentlig skønne over, hvor sandsynligt det er, at der er begået et pligtbrud af den art, der beskrives i afsnit 2.5.a. Er sandsynligheden herfor høj, er pligtbruddet alvorligt, og er de interesser, der forfølges ved bevisførelsen beskedne, vil domstolene generelt nægte bevisførelse. Jo mere fordækt bevisførelsen tegner sig, desto mere forbeholdne vil domstolene være ved at tillade den.

 

Hvis en oplysning er tilvejebragt under en undersøgelseshandling, der ikke har overholdt gældende procedureregler, opstår spørgsmålet, om procedurefejlen gør beviset ulovligt. Retsplejeloven opstiller enkelte særregler om tilfældighedsfund, og de findes alle inden for straffeprocessen. Således følger det af § 800, at oplysninger om en lovovertrædelse, som politiet får oplysning om ved en ransagning, der ikke kunne have dannet grundlag for indgrebet, kun kan anvendes som led i efterforskningen af den pågældende lovovertrædelse, men ikke som bevis i retten vedrørende lovovertrædelsen, medmindre retten efter bestemmelsen i § 800, stk. 2, giver tilladelse dertil.

2.5.c. Efterforskning og samtykke

En række af de efterforskningsskridt, der beskrives i denne redegørelse, kan alene gennemføres med samtykke fra den berørte. Det gælder for det første alle de skridt, der falder inden for det område, der beskyttes af straffelovens regler om privatlivets fred, jf. herom afsnit 3.2. For det andet gælder det reglerne i persondataloven. Men i øvrigt vil de retsregler, der behandles i denne redegørelse, tage sigte på at beskytte enkeltpersoner på en måde, som disse enkeltpersoner selv har rådighed over. Heri ligger helt generelt, at alt hvad der i det følgende betegnes som ”forbudt” kan lovliggøres ved samtykke.

I mange tilfælde vil indhentelsen af et samtykke fra den berørte fratage efterforskningsmidlet sin slagkraft. Således er situationen f.eks., når der indgår et overraskelsesmoment i efterforskningen, f.eks. at man finder den kritiske oplysning på en Facebook-profil, før hovedpersonen fjerner den igen, eller får taget billedet af gerningsmanden i en situation, han ikke ville have udført, hvis han havde været eksponeret.

 

Men i andre tilfælde kan det være relevant at indhente et samtykke fra forsikringskunden. Dermed opstår spørgsmålet, hvad selskabet stiller op med en kunde, der nægter at give et sådant samtykke.

 

Det første spørgsmål, man kan stille i den forbindelse er, om selskabet handler i strid med god skik i finansiel virksomhed, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed (jf. nærmere herom i afsnit 4.1.b.), ved at stille et sådant krav.

 

Svaret på dette spørgsmål vil nok bero på situationen. I den forbindelse må det spille en rolle, om der er et mistankegrundlag, som selskabet kan begrunde sit ønske med. At det efter omstændighederne kan være i overensstemmelse med god skik at anmode en forsikringskunde om et samtykke, der har at gøre med kundens privatliv, er bl.a. antaget i Finanstilsynets afgørelse af 20. oktober 2006 (tilgængelig ved søgning på www.ft-net.dk).

 

Ved afgørelsen vurderede Finanstilsynet, at et forsikringsselskab ikke handlede i strid med god skik, da det meddelte kunder, som havde tegnet forsikring via to forsikringsagenter, at de ikke kunne fortsætte forsikringen, hvis ikke de gav samtykke til at forsikringsselskabet videregiver fortrolige oplysninger til brug for administration og rådgivning til forsikringsagenten. Finanstilsynet lagde vægt på, at der var tale om et særligt koncept, hvor forsikringsagenterne påtog sig en del af administrations- og rådgivningsforpligtelserne. Denne arbejdsdeling betød samtidig, at kunderne fik forsikringen på særligt fordelagtige vilkår, herunder med betydelig rabat. Under disse konkrete omstændigheder var det ikke er en overtrædelse af reglerne om god skik at meddele kunderne, at de ikke ville kunne fortsætte forsikringen, med mindre de gav et samtykke. Finanstilsynet vurderede også, at et samtykke indhentet under disse konkrete omstændigheder måtte anses for at være frivilligt. Finanstilsynet lagde ved denne vurdering vægt på, at det af den kommenterede persondatalov fremgår, at et samtykke kan anses for frivilligt, såfremt det afgives med henblik på at opnå en særlig favorabel ordning. Sagen omhandlede en anden problemstilling, men den er interessant ved sin antagelse af, at der kan forekomme tilfælde, hvor en forsikringskunde må tåle en forringet retsstilling som følge af, at kunden ikke vil give samtykke til behandling af personoplysninger.

 

Et andet spørgsmål er, hvilke bevismæssige konsekvenser, der kan følge af, at selskabet stiller et sådant krav. To muligheder står for. Enten kan man tænke sig, at selskabet dermed må opgive den efterforskningshandling, som samtykket skulle understøtte og udbetale forsikringsdækningen (idet der i mangel af beviser ikke er grundlag for andet). Eller også kan selskabet vælge at fortolke det manglende samtykke som udtryk for, at kunden ikke har rent mel i posen. I konsekvens heraf kan selskabet indtage det standpunkt, at bevisbyrden dermed flyttes over på kunden, idet selskabet anser forholdet for ”bevist”, indtil kunden fremfører modbevis.

 

Hvilke af de to muligheder, der står for, beror på det mistankegrundlag, der foreligger, og de aftaler, der er indgået. Retsgrundlaget er de almindelige regler om bevis og bevisbyrde, der i dansk ret er præget af stor pragmatisme og af konkrete vurderinger i enkelttilfælde. Er selskabets formål med at indhente samtykke til at efterforske alene forankret i et generelt ønske om at udtage visse sager til stikprøvekontrol, bestyrker et nægtet samtykke i sagens natur ikke selskabets eventuelle formodning om, at forsikringskunden har optrådt svigagtigt. I disse tilfælde flyttes bevisbyrden altså ikke. Men forholdene kan være anderledes, hvis der i forvejen består et mistankegrundlag. Et mistankegrundlag vil normalt først tegne sig, når selskabet har foretaget en vis indledende efterforskning (som dermed må ske uden samtykke).

 

Som nævnt spiller det også en rolle for retsstillingen, hvilke aftaler der er indgået mellem kunden og selskabet om disse efterforskningsmuligheder, og hvilken praksis, der består i forsikrings- og pensionsbranchen for at efterforske. Jo mere naturligt det føles, at selskaberne foretager en efterkontrol af de oplysninger, kunderne meddeler, desto mere unaturligt vil det være, at den enkelte kunde tilbageholder sit samtykke.

 

En klausul i forsikringsaftalen, hvorefter kunden afgiver et forhåndssamtykke til efterforskning af enhver art, vil næppe i sig selv give selskaberne carte blanche til at nægte udbetaling i ethvert tilfælde, hvor kunden fragår et sådant tilsagn. Et sådant tilsagn vil de færreste kunder kunne overskue, allerede fordi der ingen udbredt opfattelse hersker om karakteren af forsikringsselskabernes efterforskning. Som nævnt i afsnit 3.3.b. definerer § 3, nr. 8, i persondataloven begrebet ”samtykke” som enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling. Den tanke, der udtrykkes i denne bestemmelse, har formentlig samme gyldighed i relation til den slags samtykke, der skal gøre privatlivskrænkelser straffrie.

 

3. Almindelige retlige begrænsninger

3.1. Almindelige spørgsmål

3.1.a. Udgangspunkter

Forsikringsselskabers adgang til at efterforske defineres af forskellige og delvis overlappende regelsæt. På tværs af disse regelsæt kan der dog fastslås nogle enkle udgangspunkter.

 

Som udgangspunkt kan forsikringsselskaber, ligesom private borgere og virksomheder, frit efterforske forbrydelser. Kun når en efterforskningshandling støder ind i retlige forbud, modificeres dette udgangspunkt. Som anført af Ib Henricson a.st., s. 480, er der f.eks. intet til hinder for, at moderen til en søn sigtet for trafikdrab henvender sig til eventuelle vidner og udspørger disse, hvis de pågældende samtykker heri.

 

Dermed kan alle de efterforskningsmidler, der er gengivet i afsnit 2, benyttes af forsikringsselskaber, der ser et behov for at efterforske en sag, som ikke kan forventes efterforsket af politi og anklagemyndighed. En sådan efterforskning kan derfor foretages uden retlige sanktioner, og de beviser, der kommer ud af efterforskningen, kan fremlægges for retten.

 

Udgangspunktet er dog undergivet væsentlige modifikationer.

 

For det første kan de regler, der gælder for bestemte typer af oplysninger, indebære begrænsninger i adgangen til at fremskaffe og behandle disse oplysninger. Sådanne begrænsninger gælder navnlig i medfør af straffelovens almindelige regler om privatlivets fred (herom under 3.2.), og efter reglerne i persondataloven (herom under 3.3.).

 

For det andet gælder der særlige regler for bestemte aktører. F.eks. er forsikringsselskaber i kraft af reglerne i lov om finansiel virksomhed undergivet pligt til at optræde i overensstemmelse med god skik inden for virksomhedsområdet. I det omfang selskaberne antager advokater, er de omfattet af pligten i retsplejelovens § 126, stk.1, til at optræde i overensstemmelse med god advokatskik. Som anført i afsnit 4.1.b. har man således i amerikansk advokatret anset det for stridende mod de pligter, der gælder for advokater, at skaffe sig adgang til sociale netværkstjenester på grundlag af falske oplysninger.

3.1.b. Grundlæggende afvejninger

Alle de regler, der omtales i det følgende, afvejer på den ene hensynet til det selskab, der ønsker at få et faktum bragt på det rene, og på den anden side hensynet til den enkeltperson, hvis privatliv sættes under pres ved efterforskningen. Denne hensynsafvejning er velkendt i straffeprocessen, men den kendes også i lovgivningen om persondata­beskyttelse. Man finder ligeledes balancen i straffelovens regler om beskyttelse af privatlivets fred, hvor interessen i at kunne sanse og erkende sine omgivelse mødes med hensynet til den enkelte, der foretrækker at blive ladt i fred.

 

At der ikke er enkle svar på denne afvejning ses i øvrigt af, at de problemer, der behandles i denne redegørelse, ofte anses for kontroversielle i den retspolitiske debat. At privatlivet giver anledning til stor bevågenhed i det politiske liv ses f.eks., når Folketinget behandler ændringer af lovgivningen om personoplysninger og om straffeprocessuelle tvangsindgreb, eller når Datatilsynet træffer afgørelser i konkrete sager om personværn.

 

I relation til det specifikke spørgsmål om privates efterforskning kan hertil lægges den retspolitiske bevågenhed, der består om ”arbejdsdelingen” mellem politiet og private. At overlade private efterforskningsopgaver, som politiet normalt vil forestå, kan opfattes som privatisering af offentlig virksomhed. En sådan privatisering har altid været kendt og anerkendt, både hvad angår enkelte efterforskningsskridt og særlige tvangsindgreb, men den giver erfaringsmæssigt anledning til retspolitisk debat, når den giver sig konkrete udslag.

 

Når påtale af strafferegler er overladt til private, ligger det i sagens natur, at den foregående efterforskning må udføres af den krænkede (sagsøgeren i den senere sag). Eksempler herpå er overtrædelser af reglerne om visse fredskrænkelser, jf. straffelovens § 267, og af forbuddet mod selvtægt, jf. § 294. Dernæst følger det af retsplejelovens § 755, stk. 2, at enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udførelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, kan foretage anholdelse efter samme regler som de, der gælder for politiet, jf. § 755, stk. 1. Også den stadigt videre adgang for private til at foretage løbende tv-overvågning kan ses som udtryk for en privatiseringstendens.

 

At man befinder sig på et retsområde, der er bygget på forskellige retlige principper, kan dog også have positiv betydning for retsdannelsen. Netop på områder, hvor samfundet har gennemført en privatisering, eller blot antager, at den finder sted, ser man gerne en form for gensidig inspiration mellem de respektive regelsæt. I offentligt regi finder man elementer af privatretlig regulering (f.eks. i form af regler om samtykke), og i det private regi elementer af offentligretlig regulering (f.eks. i form af regler om pligt til at iagttage saglighed). Dertil kommer, at reglerne gør det muligt at udlede visse almene grundsætninger.

3.1.c. Politiets efterforskning

Det retlige grundlag: Politiets og anklagemyndighedens efterforskning indtager en særlig placering i retsplejeloven. Som forvaltningsmyndighed er politiet undergivet et almindeligt legalitetsprincip. Derfor må der være hjemmel til de handlinger, politiet udfører, i det omfang de gør indgreb i privates forhold. Dette hjemmelsprincip træder navnlig frem i retsplejelovens regler om de enkelte, særlige efterforskningshandlinger, herunder navnlig de straffeprocessuelle tvangsindgreb.

 

Den almindelige hjemmel for politiets efterforskning findes i retsplejelovens § 742, stk. 2. Ifølge denne bestemmelse iværksætter politiet efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

Som led i efterforskningen benytter politiet sig af en række mere eller mindre konventionelle efterforskningsmidler. Nogle involverer straffeprocessuelle tvangsindgreb, andre efterforskningsmidler af anden art. Dette anskueliggøres med følgende opdeling:

 

Efterforskningsmidler

Tvangsindgreb

Andre midler

Konventionelle

Aflytning mv. (§ 780), ransagning (§§ 793-800)

Afhøring (§ 750)

Ukonventionelle

Fotoovervågning (§ 791a), aflæsning (§ 791b)

Agentvirksomhed (§§ 754a-754d)

 

Foruden de betingelser, der specifikt gælder for de enkelte tvangs­indgreb, gælder nogle almene betingelser for alle politiets efterforskningsmidler:

Objektivitets- og saglighedsprincippet: Som offentlig myndighed er politiet forpligtet til at optræde objektivt og sagligt, både i forbindelse med den faktiske gennemførelse af efterforskningen og i forbindelse med de beslutninger, der skal træffes som led i den. Dette princip er udtalt i retsplejelovens § 96, stk. 2, der ikke blot pålægger de offentlige anklagere at påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted. Princippet indebærer, at anklagemyndigheden også skal tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning. En tilsvarende pligt er ikke direkte lovfæstet for politiets vedkommende, men den antages implicit at følge af § 96, stk. 2, se herved Smith m.fl. (2008), s. 27 f. og generelt om objektivitetsprincippet, s. 132 ff. Derfor må anklagemyndigheden ikke skjule forhold, der taler til fordel for sigtede.

 

Som nærmere udviklet i afsnit 4.1.b. må forsikringsselskaber i kraft af reglerne om god skik for finansielle virksomheder antages at være underlagt en tilsvarende pligt til at handle sagligt (”redeligt og loyalt”).

 

Proportionalitetsprincippet: Overalt i retssystemet gælder det princip, at man alene kan tage indgribende eller omkostningskrævende retsmidler og sanktioner i brug, hvis indgrebet eller omkostningerne står i rimeligt forhold til de formål, der søges opnået. I straffeprocessen er princippet udtalt i forbindelse med en række særregler. Eksempler herpå er § 770b om brugen af isolation, og § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden. For politiets almindelige arbejde gælder den grundsætning, at indgreb ikke må stå i misforhold til de mål, der forfølges. Se hertil Ib Henricson (2008), s. 162 ff. med henvisning til retspraksis. Tilsvarende principper er udviklet i den almindelige forvaltningsret, se herved Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret, 2. udg. (2005), s. 372 ff.

 

Også talrige andre retsområder af betydning for denne redegørelse kan fremvise eksempler på kodifikationer af proportionalitetsprincippet. Et eksempel herpå er § 5, stk. 3, i persondataloven, hvorefter oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

3.2. Straffelovens regler om privatlivets fred

3.2.a. Straffelovens § 263

Lovbestemmelsen: Bestemmelsen i straffelovens § 263 lyder således:

 

”§ 263. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget

1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet,

2) skaffer sig adgang til andres gemmer,

3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang.

 

Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem.

 

Stk. 3. Begås de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes de i stk. 2 nævnte forhold, når der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter.”

 

Bestemmelsen giver hjemmel for den privatlivsbeskyttelse, som reglerne om ransagning og indgreb i meddelelseshemmeligheden netop bringer til ophør, når betingelserne efter de relevante betingelser i retsplejelovens bestemmelser om ransagning og teleaflytning mv. er opfyldt. I et efterforskningsmæssigt perspektiv kan bestemmelsen siges at afskære de efterforskningshandlinger, som kun politiet lovligt kan foretage efter reglerne om teleoplysninger og andre indgreb i meddelelseshemmeligheden.

 

Reglerne gælder for alle – herunder også politi og offentlige myndigheder. Men hvor loven kan giver politi og myndigheder adgang til at bryde privatlivet med en dommerkendelse i hånden (f.eks. gennem ved en kendelse om ransagning eller om indgreb i meddelelseshemmeligheden), må private efterforskere altid respektere lovens begrænsninger. Private er derfor afskåret fra at foretage de efterforskningshandlinger, som politiet – efter retskendelse, eller under henvisning til, at ”øjemeddet” ellers ville forspildes – kan foretage i form af ransagning og indgreb i meddelelseshemmeligheden (dvs. aflytning mv.).

 

Bestemmelsens afgrænsning efterlader et rum for, at private kan foretage efterforskningshandlinger, der retter sig mod de ”breve”, ”gemmer” og ”meddelelser” mv., som bestemmelsen beskytter.

 

Brevåbning: En persons lukkede breve og optegnelser mv. vil over en bred kam være beskyttet af bestemmelsen. Dermed har man en generel strafferetlig beskyttelse af lukkede breve hele vejen fra afsender og frem til modtager. Muligheden for at benytte sådanne breve til efterforskning er dermed begrænset til de tilfælde, hvor man efter retsplejelovens regler om såkaldt edition kan forlange sådanne breve fremskaffet. Se hertil afsnit 2.3.c. Er brevet fravendt den berettigede ved en ulovlig handling, kan det som udgangspunkt ikke benyttes som bevis, eftersom benyttelsen vil realisere gerningsindholdet i straffelovens § 264a, se herom afsnit 3.2.c. Denne regel kan dog modificeres ved en retskendelse efter editionsreglerne, jf. herom afsnit 2.3.c. Denne mulighed er alene til rådighed under retssager.

 

”Gemmer”? Begrebet gemmer sigter til de fysiske rum, der omgiver en person, og som personen normalt vil ”gemme” for sig selv. Hertil hører f.eks. skabsrum, skuffer og lommer mv. Disse domæner af privatlivet beskytter bestemmelsen mod andres indtrængen, selv om der ikke er sket aflåsning mv.

Derimod vil det næppe være i strid med bestemmelsen at foretage undersøgelser i offentligt tilgængelige affaldscontainere for at analysere affald fra en husstand, hvad enten affaldet fremtræder som kasserede dokumenter eller som andet husholdningsaffald. Den person, der kaster et personligt brev i en offentlig skraldespand, har herved ”åbnet” det for offentligheden, selv om det ikke kan forventes, at offentligheden nødvendigvis læser med. Se herved Jørn Vestergaard i Vestergaard (red.): Strafferet (2009), s. 250, der støtter dette resultat på, at meddelelsens indehaver ved at lade meddelelsen ligge og flyde i åbnet og umiddelbar tilgængelig stand, hvor andre mennesker færdes, må siges at have givet afkald på den retlige beskyttelse. Dermed svarer situationen til, at man har ladet andre læse meddelelsen. Hvis containeren er offentligt tilgængelig, er der heller ikke tale om at skaffe sig adgang til andres ”gemmer”. Anderledes derimod, hvis affaldscontaineren er aflåst eller på anden måde lukket for offentligheden, f.eks. gennem en værktøjskrævende anordning.

 

Aflytning: Der gælder en bred beskyttelse mod aflytning af kommunikation, man ikke selv deltager i. Beskyttelsen gælder også, selv om aflytningen er gjort mulig uden andre former for indgreb. Man må f.eks. ikke aktivere en lydoptager fra en taske i et lokale, som man herefter forlader, for dermed at overhøre den samtale, der fortsætter i ens fravær.

 

Bestemmelsen omhandler kun den aflytning, der gør det muligt at overhøre dialog mv. Derimod omfatter den ikke andre elektroniske overvågningshandlinger, som f.eks. placering af pejlingsudstyr på et køretøj med henblik på indsamling af data om køretøjets bevægelser. Straffelovens § 1 slår fast, at domstolene ikke kan ”slutte analogt” fra en straffebestemmelse og straffe forhold, der ”ligner”, selv om de ikke falder inden for bestemmelsen. Montering af pejlingsudstyr indebærer en række kendetegn, der ikke ligner den rene aflytning: Den kommunikation, udstyret opfanger, hidrører ikke fra menneskelig dialog, men fra en fysisk flytning af den enhed, der anvendes. Kommunikationen forudsætter en fysisk kontakt med det køretøj mv., der overvåges, hvorved der – om end på begrænset plan – realiseres en slags integritetskrænkelse. Og på grundlag af de data, der indhentes, kan der tegnes informationsmæssige mønstre om det undersøgte objekts fysiske bevægelser, der har en helt anden art end ved verbal kommunikationen mellem mennesker.

 

Domstolene har tidligere sluttet analogt fra strafbestemmelser til værn for privatlivet, men denne praksis er forladt. Således fandt U 1940.156 Ø (afsagt før de nugældende regler om aflytning blev indført i straffeloven), at en telefonaflytning var analog til en brevåbning. Dommen har været stærkt kritiseret i litteraturen og dens antagelse af, at der i disse tilfælde kunne sluttes analog, udtrykker næppe længere gældende ret. Se bl.a. Stuer Lauridsen: Pressefrihed og personlighedsret (1987), s. 187. Da straffeloven ikke indeholder andre relevante strafbestemmelser, må det konkluderes, at forholdet er straffrit som privatlivskrænkelse.

 

Dette resultat bestyrkes ved Højesterets kendelse i U 2000.2476 HK , der fandt, at en pejling udgjorde en særlig form for observation, der var omfattet af – eller sidestillet med – det observationsbegreb, der fandtes i den daværende affattelse af retsplejelovens 791a. I en bibemærkning udtales det, at et sådant indgreb ”uden på en bil kan foretages uden tilladelse”. Herved synes Højesteret at underforstå, at et sådant indgreb også uden for strafferetsplejen vil være straffrit efter straffelovens regler. Da man senest reviderede dette kapitel i forbindelse med arbejdet i det såkaldte Brydensholdt-udvalg, var man ikke opmærksom på forholdet, selv om teknikkerne havde foreligget i retspraksis. Se hertil betænkning 1417/2002.

 

Indebærer påmonteringen af pejlingsenheden, at efterforskeren skaffer sig adgang til bilen, vil der foreligge en overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1 (se om denne bestemmelse afsnit 3.2.b.), da bilen er et ”andet ikke frit tilgængeligt sted” (end et hus). Tilsvarende ligger det klart, at den eventuelle ødelæggelse af bilen, der måtte være resultatet af en sådan indtrængen, omfattes af straffelovens § 291, stk. 1, om tingsødelæggelse.

 

Uden for disse – klare – tilfælde kan man stille spørgsmålet, om det indgreb i køretøjet, der er nødvendigt for at kunne påsætte pejlingsanordningen, kan straffes efter reglerne om brugstyveri, jf. straffelovens § 291. Ræsonnementet skulle i givet fald være, at efterforskeren ved at benytte bilen som en del af det medium, som anvendes til at indhente oplysninger om dens færden, ”bruger” den i strid med ejerens interesser. Selv om man kan argumentere for, at en sådan benyttelse ud fra en strengt formel betragtning udgør ”brug” som anført i § 291, må det antages, at der i givet fald er tale om en særdeles atypisk brug. Det er derfor tvivlsomt, om domstolene vil benytte § 291 til at straffe i disse tilfælde.

 

Selv om det herved konkluderes, at brug af pejlingsudstyr er straffri efter straffelovens regler, kan det tænkes, at forholdet rammes af andre regler. Hvis pejlingen – som det vil være tilfældet – sker for at indhente og behandle personoplysninger, kan forholdet være omfattet af regler i persondataloven. Se hertil bemærkningerne i afsnit 3.3.b. Dernæst kan det tænkes, at en sådan efterforskningshandling som følge af sin nærgående og overrumplende karakter er i strid med god skik-bestemmelsen i § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Hvis Danmark krænker artikel 8 i Den Europæiske Menneskeretskonvention ved at tillade sådanne former for indgreb i privatlivet (denne antagelse er bl.a. gjort af Erik Werlauff i Gorm Toftegaard Nielsen m.fl. (red.): Festskrift om menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard (2004), s. 401), kan der næppe være tvivl om, at forholdet vil være i strid med god skik-reglen. Se hertil afsnit 4.1.b.

 

Sociale elektroniske netværk: Med brugen af sociale elektroniske netværk er der – som nævnt i afsnit 2.3.b. – opstået vanskelige grænseområder om forståelsen af straffelovens § 263, stk. 2.

 

Det vil være i strid med denne bestemmelse at skaffe sig adgang som ”ven” på en Facebook-profil ved at forsøge at gætte sig til indehaverens kodeord, ligesom det vil være ulovligt forsøge at skaffe sig uberettiget adgang til et hus ved at prøve sig frem med en nøgle, man har fundet. Det samme gælder, hvis man låner en ”vens” adgangskode for herefter at skaffe sig adgang til profilen i dennes navn. Et sådant forhold er helt analogt til at låne den nøgle til hovedpersonens hus, som vennen er blevet betroet, for herefter – retsstridigt – at skaffe sig adgang til huset, sml. U 1956.158 Ø om en privatdetektiv. Derimod er der – som allerede anført – intet til hinder for, at man kontakter vennen for at høre, hvilke oplysninger der kan hentes på profilen. I så fald bevæger man sig jo ikke ind på profilen (eller i det analoge hus-eksempel: træder ind af døren). Og i det omfang profilen gør det muligt at kopiere oplysninger (hvilket normalt vil være tilfældet) kan også brugen disse oplysninger spredes videre uden at ramme forbuddet i § 263, stk. 2.

3.2.b. Straffelovens § 264

I medfør af straffelovens § 264, stk. 1, gælder følgende regel:

 

”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget

1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,

2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil.”

 

Bestemmelsen kriminaliserer de forhold, der under en politimæssig efterforskning kan foretages efter reglerne om ransagning og husundersøgelse. I konsekvens af den letforståelige regel, den opstiller, kan man f.eks. ikke bryde ind på fremmed grund eller i et fremmed hus for f.eks. at få oplysninger om beboeren. Derimod forhindrer bestemmelsen ikke, at man henvender sig ved entredøren for at få disse oplysninger, hvis blot man forlader grunden, hvis man opfordres dertil.

 

Afgrænsningen af, hvad der er et ”ikke frit tilgængeligt sted” kan give anledning til tvivl, når stedet er reserveret en kreds af personer, der er udvalgt hertil i kraft af medlemskab el.lign. Afgrænsningen af dette begreb falder sammen med afgrænsningen af det tilsvarende begreb i § 264a. Herom henvises til bemærkningerne straks nedenfor.

3.2.c. Straffelovens § 264a

Bestemmelsen i Straffelovens § 264a lyder således:

 

”Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer.”

 

Bestemmelsen opstiller et forbud mod fotograferinger på privat område. Det ”private” knytter sig til den fotograferedes forhold. Man må ikke fotografere naboen henover hækken, men man må godt fotografere gæster i sin egen have.

 

I afgrænsningen af, hvad der udgør (fremmed) privat ejendom forudsætter bestemmelsen, at der drages en grænse. Den falder som udgangspunkt sammen med ejendommens retlige, og dermed almindeligvis matrikulære, grænse. At fotografere en person bag et vindue er strafbart, se U 1981.364 Ø, der anså det for ulovligt at fotografere ind i et hus, der var ved at blive ransaget af politiet. Det samme er fotografering af en person, der befinder sig ved en indkørsel til en gård, hvori der fandtes en restaurant, hvorom der bestod en arbejdskonflikt, se U 1986.203 V. Derimod er det ikke i strid med bestemmelsen at fotografere en person, der netop har forladt en ejendom, og som nu befinder sig på offentligt område. Det er også lovligt at fotografere på private lokaliteter, der er åbne for offentligheden, f.eks. et fitnesscenter eller en restauration, medmindre ejeren udtrykkeligt har betinget offentlighedens adgang af, at der ikke fotograferes.

 

I fysisk henseende afgrænses området for, hvad man straffrit kan fotografere mv., på samme måde som grænsen for, hvad der udgør husfredskrænkelse i straffelovens § 264. Som fremhævet af Sten Schaumburg-Müller i U 2006B, s. 229 ff., lader en lang række steder sig ikke så let kategorisere, f.eks. private fællesområder hvor mange har adgang, og som ikke opleves så private som den enkelte bolig (f.eks. trappeopgange, gårdspladser etc.), private bygninger med offentlig adgang (f.eks. butikker, restaurationer og butikscentre), offentlige bygninger hvor man typisk kun færdes hvis man har et ærinde (som f.eks. skoler, hospitaler og myndighedsbygninger), befordringsmidler (hvortil man kun har adgang efter at have løst billet) samt private områder i naturen (skov, mark og strand).

 

Den juridiske litteratur har ikke formuleret nogen ensartet holdning til disse spørgsmål. Vagn Greve antager i Kommenteret Straffelov, Speciel del, 9. udg. (2008), s. 428, at en person, der befinder sig i en bil på et frit tilgængeligt sted frit kan afbildes. I sin bog Massemediernes frihed og ansvar, redigeret af Henriette Schjøth, 3. udg., 2000, s. 84 og s. 82, antager Frøbert, at private forretninger i åbningstiden, privat skov, strand og vej med adgang for almenheden og mange offentlige kontorer ligeledes i åbningstiden vil være frit tilgængelige i §§ 264 og 264a’s forstand, mens biler, jernbanevogne, fly og skibe ikke er frit tilgængelige. Forarbejderne til loven (betænkning 601/1971 om privatlivets fred, s. 34) lader det derimod være afgørende, om lokaliteten har været aflukket på en sådan måde, at det ikke umiddelbart har været muligt at gå ind.

 

I overensstemmelse med lovforarbejderne antager Sten Schaumburg-Müller det anførte sted s. 230, at der ikke synes at være hjemmel til at straffe for fotografering af personer der befinder sig på steder hvor borgere i almindelighed kan opholde sig lovligt: ”Straf kræver lovhjemmel, og der er ikke mulighed for en udvidende fortolkning, jf. straffelovens § 1. Et behov for beskyttelse mod fotografering må dækkes på anden måde end ved uhjemlet udvidende fortolkning af § 264a.”

 

Denne opfattelse er nok udtryk for gældende ret. Som ligeledes anført af Sten Schaumburg-Müller det anførte sted understøtter U 1989.726 H den opfattelse, at man har fri adgang til at fotografere på offentlige hospitaler. Ved dommen afvises et fogedforbud nedlagt mod en avis, der ville bringe en artikelserie med fotoledsagelse om forholdene på et psykiatrisk hospital.

 

Man kan rejse spørgsmålet, hvordan disse regler forholder sig til den form for fotografering, der sker uden ønske om at indfange en bestemt person på billedet, som f.eks. når fotografen ønsker et billede af et højhus uden tanke på, at der står en person på sin altan i huset. I forarbejderne til bestemmelsen antages det, at sådanne tilfælde skal holdes uden for bestemmelsen, fordi de savner den fornødne ”retsstridighed”, se hertil afsnit 3.2.e. Det hedder således, at ”tilfælde, hvor det vel har stået den fotograferende klart, at han i for­bindelse med optagelse af et bygningsværk, vil få personer, der tilfældigvis befinder sig i nærheden, med på billedet, men hvor det klart ikke har været ønsket om at fotografere personerne, der har motiveret optagelsen”, ikke skal kunne straffes. Selv i tilfælde, hvor den pågældende ikke har været op­mærksom på optagelsen, vil personernes tilstedeværelse på billedet kunne være af en så sekundær karakter, at det ville være urimeligt at straffe, hedder det videre (betænkning 601/1970, s. 60 f.).

 

På områder, hvor der måtte opstå tvivl, spiller det ind, hvilke hensyn, bestemmelsen må antages at varetage: Et væsentligt hensyn er her den afbildede persons forventninger om at optræde i et privat rum. Dette hensyn – der også indgår i afgrænsningen af andre af straffelovens regler om privatlivets fred, jf. bemærkningerne herom i afsnit 3.2.e. – peger hen imod selve formålet med at indfinde sig. Er disse formål meget private (f.eks. en lægekonsultation), taler dette for, at der er tale om et privat rum. Et motionscenter, som man har adgang til mod betaling ved indgangen, må efter disse principper formentlig vurderes som et frit tilgængeligt sted: Almenheden har fri adgang, og der består en almindelig forventning om at blive set af de andre motionister – en forventning, der bestyrkes, hvis motionscentret er udstyret med åbne vinduer mod gadeplanet!

 

En særlig problemstilling i relation til straffelovens § 264 knytter sig til tilfælde, hvor man skaffer sig adgang til fællesarealer på en ejendom (f.eks. et lejlighedskompleks), som er reserveret ejendommens beboere. Grænsen må formentlig drages der, hvor en repræsentant for den lovlige bruger af ejendommen (f.eks. en nabo) må forventes bevidst at forholde sig til den identitet, der som ”ven” begærer adgang. I disse tilfælde er en fordækt adfærd egnet til at få ”nogen” (naboen) til at gøre noget fortrydeligt. Anderledes, hvis adgangen er åben og alle automatisk lukkes ind (som f.eks. hvis et dørtelefonanlæg er indstillet til at åbne automatisk for enhver, der trykker på navnet på en beboer). I den situation er det formentlig lovligt at skaffe sig adgang.

3.2.d. Straffelovens § 264d

Bestemmelsen i straffelovens § 264d lyder således:

 

”Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.”

 

Bestemmelsen omhandler videregivelse dels af ”meddelelser”, dels af ”billeder” vedrørende en andens private forhold. Hvis dette privatlivsbegreb blev strakt vidt, ville bestemmelsen opsluge store dele af persondata­loven, der på tilsvarende måde søger at beskytte privatlivet. Det antages derfor, at bestemmelsen primært omhandler meget private forhold. Ved den nærmere afgrænsning kan man skele til den afgrænsning af begrebet ”følsomme oplysninger”, der er indeholdt i persondataloven, se herved Greve i Straffelovskommentaren, a.st. s. 431 f. Omfattet er f.eks. oplysninger om sygdom, selvmordsforsøg, indtægtsforhold, skatteforhold og insolvens. Det er dog kun den retsstridige videregivelse af disse oplysninger, der er forbudt. Det er ikke retsstridigt at videregive oplysninger som led i bevisførelsen for et retskrav. Se herom afsnit 3.2.e.

 

For så vidt angår billeder straffer bestemmelsen for det første videregivelse under omstændigheder der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen har baggrund i samme betænkning om privatlivets fred (nr. 601/1971), som også ligger til grund for § 263. Betænkningen nævner s. 53 som eksempel på dens anvendelse billeder af en person der har været udsat for en trafikulykke og er afbildet med klæderne i stærk uorden. Som anført af Sten Schaumburg-Müller i U 2006B, s. 230 f., kan den imidlertid også tænkes anvendt ved fotooptagelser fra offentlige sammenhænge, hvor der består en almindelig privatlivsforventning, f.eks. et offentligt pissoir. Efter praksis må optagelsen have en vis grovhed for at være omfattet, jf. kravet om ”åbenbart”.

 

Når selve fotograferingen er retmæssig, fordi den sker på frit tilgængeligt sted, opstår spørgsmålet, om hvad der udgør en ”videregivelse”. I straffelovskommentaren, anførte sted, s. 433, antager Vagn Greve, at en forevisning af et billede isoleret set ikke opfylder dette krav. Spørgsmålet har næppe den store praktiske betydning i relation til den videregivelse, der sker i efterforskningsøjemed, idet forholdet, som nærmere anført i det følgende, i sådanne tilfælde vil savne den retsstridighed, som er en betingelse for strafbarheden.

3.2.e. Retsstridighedsreservationen

I alle de citerede bestemmelser er det en betingelse for at straffe, at de nævnte handlinger er begået ”retsstridigt”. Med denne reservation har bestemmelsen åbnet mulighed for en skønsmæssig vurdering af, om der i grænsetilfælde skal straffes. Dermed tager den højde for den vanskelighed, der er knyttet til at regulere så generelt som bestemmelsen gør.

 

I fortolkningen af dette retsstridighedskrav spiller det ind med væsentlig vægt, hvilke beskyttelsesinteresser, der ligger til grund for den strafferetlige regulering. Overskriftsmæssigt drejer det sig om at beskytte det private rum. Hvad der er ”privat” og i konsekvens heraf ”lukket” for omverdenen må ofte drages efter en vurdering af, hvilken grad af lukkethed man i almindelighed må forvente i en given sammenhæng, jf. nærmere Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. (2005), s. 748 f.: Hvor afsenderen af et postkort må være klar over, at postkortets indhold kan tilegnes af enhver, der lader blikket glide henover det (herunder også postbuddet), må afsenderen af den elektroniske meddelelse som udgangspunkt gå ud fra, at meddelelsen ikke overvåges af andre, medmindre han er gjort særligt opmærksom herpå.

 

Det spiller ligeledes en rolle, hvilket formål, der forfølges med efterforskningshandlingen. At (1) andre efterforskningsskridt ikke kan forventes at afdække forholdet (heri indbefattet politimæssig efterforskning), der (2) er en særligt bestyrket formodning om, at kunden taler usandt og (3) at kundens formodede svig indebærer betydelige værdier vil efter omstændighederne kunne begrunde, at et forhold, der ellers måtte anses for strafbelagt, anses for straffrit efter de foranstående strafferegler.

 

Samtykketilfælde: I alle de gennemgåede strafbestemmelser vil et samtykke kunne gøre det anførte forhold (f.eks. en fotooptagelse) ”berettiget”. Skal et sådant samtykke med sikkerhed være gyldigt, må det formentlig skulle afgives med sigte på den konkrete efterforskning (f.eks. fotooptagelsen). Det er nok mere tvivlsomt, om domstolene vil finde, at et samtykke, der er indeholdt i de småttrykte vilkår for en forsikringsaftale, overholder samtykkekravet. Til sammenligning definerer persondatalovens § 3, stk. 1, nr. 8, et samtykke som ”Enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling.” I relation til gyldigheden af sådanne vilkår spiller det en rolle, hvilken praksis, der følges inden for branchen, og hvilken enighed, der består om denne praksis. 

 

Retshåndhævelsestilfælde: Som almindeligt princip må det antages, at man har ret til at påberåbe sig oplysninger tilhørende privatlivet, hvis disse oplysninger er afgørende for at kunne hævde en retsposition. Bygger retspositionen på et aftaleforhold, finder princippet støtte i persondatalovens § 6, stk. 2, nr. 2, der hjemler adgang til at behandle personoplysninger, der er nødvendige af hensyn til opfyldelsen af en aftale. Herudover hjemler bestemmelses nr. 3 ret til at udføre behandlinger, der er nødvendige for at overholde en retlig forpligtelse. Også forarbejderne til § 264a lægger til grund, at der består en sådan adgang. Se herved Folketingstidende, 1971-72, tillæg A, spalte 562, hvorefter retshåndhævelsesformål kan gøre en fotografering ”berettiget”.

 

Man kan stille spørgsmålet, om ønsket om at afsløre bedragerisk adfærd kan begrunde, at handlinger, der ellers ville være fredskrænkende, skal bedømmes som straffri. Kan en efterforsker f.eks. fotografere en person, der udfører en reparation på taget af sit hus (altså et ikke frit tilgængeligt sted, jf. straffelovens § 264a) for dermed at kunne afsløre, at personen ikke – som ellers påstået – er kørestolsbruger? Eller vil en sådan fotografering i sig selv være strafbar med den risiko, at det optagne billede som følge heraf ikke kan fremlægges som bevis i retten?

 

Spørgsmålet er tangeret i en kendelse afsagt af Østre Landsret den 3. november 2009. Et forsikringsselskab havde videofotograferet en person, der efter et skades­forløb skade havde modtaget godtgørelse for svie- og smerte samt mén. Personen var visiteret til flexjob pga. påståede whiplash-gener, men video­optagelserne viste, at han bl.a. ”løfter stilladsdele i strakte arme, bærer mørtel på skuldrene, skovler materiale op fra lastvogn, bærer på skabe og gipsplader …”. Selskabet anlagde sag for at få de udbetalte beløb tilbage og ville under sagen anmode Retslægerådet udtale sig om, hvorvidt den angivne helbredstilstand var forenelig med de beskrevne handlinger. Skade­lidte mente ikke, at optagelserne kunne fremlægges, bl.a. fordi de var ulov­lige, jf. straffelovens § 264a. Landsretten fandt dog ikke, at de indebar ”en sådan krænkelse … at de ikke kan tillades fremlagt og dermed forelægges Retslægerådet.”

 

For Landsrettens resultat har det nok spillet en rolle, at videooptagelserne ikke var åbenbart retsstridige. Hvis optagelsen var sket under omstændigheder, der helt åbenbart indebar en straffelovskrænkelse, er det nok tvivlsomt, om sagen var faldet således ud. Afgørelsen viser, at domstolene i grænsetilfælde (f.eks. hvor der fotograferes på et privat område, der er synbart for offentligheden), kan tillægge ønsket om at føre bevis for at afdække en muligt svigagtig adfærd, betydning, således at handlingen anses for retmæssig.

3.3. Persondataloven

3.3.a. Oversigt

Persondataloven (lov nr. 400 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, med senere ændringer) indeholder en række retlige begrænsninger i privates og myndigheders adgangen til at behandle personoplysninger. Der er tale om en vanskeligt tilgængelig lovgivning, som bygger på et kompliceret begrebsapparat, og som gør brug af talrige overlappende reguleringsformer. I det følgende omtales først de almene krav for at kunne anvende loven. Herefter behandler de efterfølgende afsnit nogle af de særregler, der kan have betydning for privates efterforskning.

 

Ifølge lovens § 1 regulerer den en række former for “behandling” af “personoplysninger”.

 

Behandlingsbegrebet: Ifølge persondatalovens § 3, nr. 2, defineres behandling som “enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger [underforstået personoplysninger] gøres til genstand for”. Definitionen svarer til artikel 2, litra b, i det bagvedliggende direktiv, 95/46/EF, der som eksempler på sådanne behandlinger nævner “indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, selektion, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver form for overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, slettelse eller tilintetgørelse”.

 

Sagt under ét omfatter behandlingsbegrebet stort set alt, hvad man ved hjælp af it kan udsætte en personoplysning for. Det er uden betydning, hvor lang tid, behandlingen varer. I princippet vil en behandling af blot få sekunders varighed være omfattet af behandlingsbegrebet, og hvis der som led i en sådan behandling efterlades et spor, der kan tænkes medvirke til en anden behandling, vil det da også være realt velbegrundet at anse en sådan behandling for omfattet af loven.

 

I almindelighed må det dog antages, at sporadiske og atypiske it-baserede behandlinger falder uden for lovens område, jf. Waaben & Korfits Nielsen: Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2. udg. (2008), s. 104. Således tilsigter behandlingsbegrebet en regulering af den længerevarende og målrettede indsamling, registrering og opbevaring af personoplysninger. Behandlingsbegrebet er dog relativt. Som anført af Peter Blume i U 2000B, s. 425 ff. (s. 428), beror dets nærmere udstrækning på, hvilken sammenhæng behandlingen indgår i: Jo mere indgribende en operation er, desto mere nærliggende er det at antage, at den udgør en ”behandling”, der skal omfattes af lovens regler.

 

De lovregulerede behandlinger: De behandlinger, der omfattes af loven, afgrænses i dennes § 1, stk. 1-2, der sondrer mellem elektroniske og manuelle behandlinger. Den praktisk vigtigste behandlingstype, der er omfattet af loven, er den, der helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling. Sker behandlingen elektronisk eller på en måde, der er eller vil blive indeholdt i et register, falder den inden for loven. Dette vil være tilfældet, hvis der er etableret et system, der er indrettet til at opfange oplysninger af den nævnte art.

 

Det er uden betydning, om en behandling sker med udtrykkelige og specifikke formål, eller om dens informationsmæssige udkomme blot opnås som en slags “sidegevinst” i forbindelse med anden databehandling. Både forudgående systematisering af oplysninger og efterfølgende bearbejdning (læsning, lagring mv.) er omfattet. Behandlingen af personoplysninger er derfor omfattet af lovens begreb, uanset om den er resultatet af en bevidst beslutning om at registrere. Derfor vil den ”behandling” af oplysninger, der sker ved, at efterforskeren uddrager data fra en bils startspærresystem (og dermed fremskaffer data om, hvornår – og af hvem – bilen har været brugt), også være omfattet af loven med den konsekvens, at de almindelige krav om samtykke eller anden hjemmel må være opfyldte.

 

Generelt må det antages, at de personoplysninger, der har interesse for selskabernes private efterforskning, ”med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden”. Som nærmere udviklet i afsnit 1.1.a. vil de ofte angå forhold tæt på den undersøgtes privatliv. Hertil kommer, at temaet for undersøgelserne normalt vil være præget af selskabets formodning om, at den sikrede måske taler usandt.

 

Sker behandlingen derimod manuelt (”ikke-elektronisk”), falder den kun inden for loven, hvis den omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold ”eller i øvrigt oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden”. Et praktisk eksempel herpå vil være de håndskrevne notater, der gøres om en forsikringskunde om resultatet af en efterforskning. Selv om den slags notater ikke lægges ind i selskabets elektronisk sagshåndteringssystem indebærer selve muligheden for at kunne finde dem frem efter en søgning på forsikringskundens navn at den manuelle behandling er en registrering. Da registreringen i sagens natur angår oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden, må det som almindelig regel antages, at disse registreringer mv. er omfattet af persondatalovens regler, uanset om de er elektroniske eller manuelle.

 

Sammenfattende betyder dette, at reglerne i persondataloven generelt i praksis vil finde anvendelse på al behandling af personoplysninger, der indgår i en privat efterforskning, også selv om disse oplysninger ikke gøres til genstand for it-behandling eller anden automatiseret behandling. Når det ovenfor er konkluderet, at der f.eks. kan ske optagelse af samtaler, skygning eller fotografering må disse konklusioner læses med det væsentlige forbehold, at de data, lydfiler og notater, der registrerer udfaldet af disse efterforskningshandlinger, også skal overholde reglerne i persondataloven, når de fører til registrering eller anden behandling.

 

Derimod vil en enkeltstående indsamling af oplysninger til brug for en konkret sagsbehandling, og som ikke giver anledning til en optegning, ikke kvalificere som behandling. Hvis en sådan oplysning modtages mundtligt fra et vidne og noteres i sagens manuelle akter med angivelse af vidnets navn, vil forholdet derfor ikke falde inden for persondataloven. Det betyder bl.a., at der ikke opstår spørgsmål om at orientere kunden, jf. lovens §§ 28-29, eller om anmeldelse i medfør af lovens § 48, jf. herom i afsnit 3.3.d.

3.3.b. Almindelige krav

I § 6 opstilles nogle almindelige betingelser for, hvordan enhver type af personoplysninger må behandles. Disse almindelige betingelser suppleres med særlige betingelser om de såkaldt følsomme oplysninger i § 7. Der er tale om hjemmelsbestemmelser. Hvis ikke en behandling er tilladt her, har den ikke den nødvendige hjemmel og er derfor i strid med loven. Ved siden af disse oplysningsspecifikke regler foreskriver lovens § 5, hvordan oplysningerne skal behandles

 

Den almindelige behandlingshjemmel: De grundlæggende betingelser for at kunne behandle personoplysninger følger af lovens § 6, hvis centrale bestemmelser lyder således:

 

”Stk. 1: Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis

1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil,

2) behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelsen af en sådan aftale,

3) behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,

4) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser,

5) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse,

6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller

7) behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse. ”

 

Nr. 1: Med bestemmelsen i nr. 1 ligger det klart, at kunden kan give sit samtykke til, at der iværksættes en efterforskningshandling. Et sådant samtykke kan eventuelt gives forudgående. Blot skal det opfylde de krav, der opstilles i lovens § 3, nr. 8, der definerer begrebet ”samtykke” som enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling. Heri ligger, at et samtykke i givet fald skal afgives udtrykkeligt og klart og på en måde, så der ikke kan være tvivl om, at afgiveren ved, hvad han gør.

 

Som nævnt i afsnit 3.2.e. er dette krav næppe opfyldt, hvis samtykket blot fremgår af den småttrykte tekst i et sæt forsikringsbetingelser. Der er tale om et gråzoneområde, hvor selskabernes praksis, og den konsensus, der måtte være skabt herom, må antages at få stor betydning for domstolenes vurdering.

 

At samtykket skal være ”informeret” betyder også, at det må forholde sig til de former for databehandling, der er inde i billedet. Hvis efterforskeren f.eks. ønsker at udlæse de oplysninger, der ligger i en bils startspærresystem, for at finde ud af, hvem der har kørt bilen, og hvornår, kræver denne undersøgelseshandling et samtykke, hvis ikke den kan gennemføres på andet grundlag (f.eks. som led i et syn og skøn under en retssag). Hvis et sådant samtykke skal meddeles forudgående, må det være udtrykkeligt. I mangel heraf, må selskabet kontakte forsikringstageren og meddele, at man ønsker at efterkontrollere de forhold, der er oplyst om bilens benyttelse på denne måde. Nægter forsikringstageren at give dette samtykke uden at kunne give særlig forklaring hertil, vil denne nægtelse i sig selv kunne få bevismæssig betydning, jf. herom bemærkningerne i afsnit 2.5.c.

 

Nr. 2: Foreligger et samtykke ikke, kan det være relevant at anvende nr. 2, der giver hjemmel for at gennemføre en persondatabehandling, der er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i. Bestemmelsens hovedområde er den behandling, der sker i forbindelse med håndtering af ordrer, fakturaer el.lign., jf. Waaben & Korfits Nielsen: Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2. udg. (2008), s. 162. Det er på den baggrund tvivlsomt, om bestemmelsen også kan anvendes i relation til et forsikringsselskabs skadesagsbehandling. Selv om en sådan behandling falder inden for ordlyden, er svaret formentlig nej. Den behandling, der sker i forbindelse med en efterforskningshandling, drejer sig jo ikke om at opfylde aftalen fra behandlerens side, men om at kontrollere, at modparten gør det.

 

Nr. 7: Det er velkendt, at reglerne i persondataloven med deres brede sigte omfatter en række tilfælde, som det ikke nødvendigvis har været lovgiveren (dvs. direktivfædrenes) ønske at ramme. For at give mulighed for en fleksibel anvendelse af direktivets regler indeholder direktivet den undtagelse, der fremgår af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7, at det er lovligt at foretage en behandling, når denne er ”nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.”

 

Bestemmelsens anvendelsesområde er helt uklart, og der findes efterhånden en mangfoldig praksis, der har afgrænset dens anvendelsesområde, jf. nærmere Waaben & Korfits Nielsen s.st. s. 172-196, der bl.a. (s. 196) kort fastslår, at advarselsregistre, herunder såkaldte spærrelister, er eksempler på erhvervsmæssige aktiviteter, der kan finde sted med hjemmel i bestemmelsen. Denne bestemmelse må betragtes som en ”nødudgang”, der står til rådighed, hvis der i konkrete tilfælde ikke er anden hjemmel for en behandling. Som sådan må den formentlig kunne tjene som hjemmel for de efterforskningshandlinger, der involverer behandling af personoplysninger med det formål at be- eller afkræfte en formodning for, at en forsikringskunde begår svig, og denne formodning ikke kan be- eller afkræftes gennem brug af andre informationskanaler.Særligt om oplysninger om strafbare forhold: Efterforskning af sager, hvor der er mistanke om forsikringssvindel, kan komme til at indebære behandling af oplysninger om strafbare forhold, nemlig hvis mistanken bekræftes ved den udførte efterforskning. I medfør af § 8, stk. 4, i persondataloven må private behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. For så vidt svarer reglerne herom altså til de almindelige regler. Herudover kan behandling dog også ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede. Denne bestemmelse fraviger den almindelige interesseafvejningsregel ved disse følsomme oplysninger. Det antages, at en virksomhed på grundlag af denne bestemmelse kan registrere oplysninger om strafbare forhold med henblik på indgivelse af politianmeldelse. Oplysningerne skal dog destrueres ”snarest muligt”, jf. § 5, stk. 5, se hertil Waaben & Korfits Nielsen: Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2. udg. (2008), s. 235 f.

 

I afvejningen af denne kvalificerede (jf. betingelsen ”klart”) interesseafvejningsregel vil det bl.a. spille ind, hvor længe oplysningen behandles. Som anført neden for i afsnit 3.3.d. i omtalen af lovens § 48 vil behandlingen af sådanne (bekræftede) tilfælde af strafbare forhold være ganske kortvarige, idet de som regel vil føre til en afslutning af en skadesagsbehandling, eventuelt suppleret med en politianmeldelse. Det må antages, at en sådan behandling være tilladt efter denne interesseafvejningsregel.

 

De almindelige behandlingskrav: Persondataloven opstiller en række almene krav til, hvordan persondata må behandles. Disse regler findes i lovens § 5, der lyder således:  

 

§ 5. Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik.

Stk. 2. Indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål.

 

Senere behandling af oplysninger, der alene sker i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses ikke for uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.

 

Stk. 3. Oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

 

Stk. 4. Behandling af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges.

 

Stk. 5. Indsamlede oplysninger må ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

 

Navnlig to principper påkalder sig interesse.

 

Princippet i stk. 1 om god databehandlingsskik fremtræder som en opsamlingsklausul, der fanger de tilfælde af urimelige persondatabehandlinger, som ikke er reguleret ved lovens øvrige bestemmelser. Datatilsynet har i en række sager henvist til bestemmelsen, når den har inddraget hensyn, der ikke udtrykkeligt omfatter af persondatalovens øvrige regler, f.eks. regler om tabsbegrænsingspligt, saglighed og proportionalitet. I en vurdering af tilladeligheden af en efterforskningshandling er det tænkeligt, at tilsynet tilsvarende vil inddrage de hensyn, der nyder anerkendelse på andre retsområder, der regulerer efterforskning, se herved afsnit 3.1.c. om politiets efterforskning.

 

Det princip om formålsbestemthed, der er knæsat i stk. 2, indebærer, at den dataansvarlige ved hver behandling er nødsaget til at gøre sig behandlingsformålet klart. Herved sikres det navnlig, at den dataansvarlige forholder sig til den behandlingshjemmel, der tillader behandlingen. Det betyder bl.a., at muligheden for at registrere personoplysninger med henblik på eventuelt at anvende dem i en senere efterforskning alene er lovlig, hvis denne senere efterforskning er lovlig.

3.3.c. Særligt om følsomme oplysninger

Er der tale om såkaldt følsomme oplysninger (hvorved bl.a. forstås oplysninger om helbreds­mæssige forhold, jf. § 7, stk. 1), stilles der særlige krav til behandlingen. Lovens § 7, stk. 2, tillader her behandling i følgende situationer:

 

”1)  den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling,

2)  behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,

3)  behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede, eller

4)  behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.”

 

Af disse tilfældegrupper er det navnlig nr. 4, der vil have betydning for en skadesagsbehandling. Med denne bestemmelse er det klart, at selskabet kan behandle de personoplysninger, der er nødvendige for at afklare, om helbredsmæssige betingelser for en forsikringsudbetaling er opfyldte. Er der tvivl herom må det tilsvarende antages, at selskabet også kan behandle de oplysninger, der er nødvendige for at afklare, om den sikrede har talt sandt.

3.3.d. Særlige regler

Anmeldelsesregulering: Persondataloven foreskriver, at visse typer af behandlinger skal anmeldes til Datatilsynet, inden behandlingen iværksættes. Denne regel fremgår af lovens § 48, der lyder således:

 

”§ 48. Forinden iværksættelse af en behandling af oplysninger, som foretages for en privat dataansvarlig, skal der af den dataansvarlige eller dennes repræsentant foretages anmeldelse til Datatilsynet, jf. dog § 49.”

 

Den hovedregel, bestemmelsen fastslår, ville – hvis ikke den var gennembrudt af væsentlige undtagelser – indebære, at et forsikringsselskab skulle foretage anmeldelse til Datatilsynet i det omfang de etablerer ”behandlinger” i forbindelse med deres efterforskning. For de fleste praktiske formål er hovedreglen rente teoretisk. Således er der gjort væsentlige undtagelser fra den i lovens § 49, stk. 1, der bl.a. undtager tilfælde, hvor ”behandlingen omfatter oplysninger omkunder, leverandører eller andre forretningsforbindelser, i det omfang behandlingen ikke omfatter oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1 [følsomme oplysninger], og § 8, stk. 4 [strafbare forhold mv.], eller i det omfang der ikke er tale om behandlinger som omtalt i § 50, stk. 1, nr. 4 [erhvervsmæssig bistand ved stillingsbesættelse]”.

 

Man kan spørge, om et forsikringsselskabs efterforskning pr. definition må betragtes som en behandling af strafbare forhold. Svaret på dette spørgsmål må oplagt være ja, i det omfang efterforskningen bekræfter en mistanke om bedrageri. Hvis selskabet ønsker fortsat at ”behandle” denne oplysning, kræves derfor en anmeldelse.

 

Det må dog antages, at der normalt ikke vil foregå en systematisk ”behandling” af de oplysninger, der indgår i efterforskning, medminder oplysningerne bekræftes. Sker det, vil selskabet normalt afslutte sin sagsbehandling med et afslag på dækning – i grove tilfælde måske suppleret med en politianmeldelse. Og hvis ikke oplysningerne fortsat ønskes behandlet, vil selskabet dermed være uden for lovens regulering.

 

Se herved om lovens § 3, stk. 1, nr. 1, oven for under 3.3.a. Som her anført er behandlingsbegrebet relativt. Det giver ingen mening at pålægge den dataansvarlige at foretage anmeldelse af en enkeltstående oplysning i en manuel sag. En enkeltstående undersøgelseshandling udgør derfor næppe en ”behandling”, der som sådan skal gøres til genstand for anmeldelse, jf. lovens § 48. Etablerer selskabet derimod en systematisk og målrettet indsats for at efterforske sager om forsikringssvindel, er der pligt til at anmelde den, jf. lovens § 48, når den – som i dette eksempel – ikke er omfattet af en undtagelsesbestemmelse. Nærmere regler om undtagelserne fra anmeldelsespligten er givet med bekendtgørelse nr. 534 af 15. juni 2000.

 

Tilladelseskrav: En særlig problemstilling foreligger, hvis forsikringsbranchen ønsker at understøtte sine efterforskningsaktiviteter vedrørende forsikringssvindel ved oprettelse af et register over konstaterede strafbare forhold. Et sådant register vil falde inden for bestemmelsen i persondatalovens § 50, stk. 1, nr. 1, jf. henvisningen til lovens § 8, stk. 4. Sådanne behandlinger kan kun foretages med Datatilsynets tilladelse, jf. lovens § 50 stk. 1.

 

I begge tilfælde vil Datatilsynet fastsætte vilkår for tilladelsen, jf. lovens § 50, stk. 5. Som anført af Waaben & Korfits Nielsen: Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2. udg. (2008), s. 476, vil disse vilkår bygge på de regler, der gælder for kreditoplysningsbureauer, jf. lovens kapitel 6. Inden tilladelse gives og vilkår anføres vil Datatilsynet indgå i en dialog med ansøgeren (i givet fald Forsikring og Pension) herom.

 

Oplysningspligter: Persondataloven indeholder to sæt af oplysningspligter

 

Ifølge persondatalovens § 28 har den dataansvarlige (selskabet) pligt til at give den registrerede meddelelse ved indsamling af oplysninger hos den registrerede, f.eks. fra offentlige registre eller som led i en efterforskningshandling. De oplysninger, der skal gives meddelelse om, er:

 

”1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

 

2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

 

3) Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f eks:

 

a) Kategorierne af modtagere.

 

b) Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare.

 

c) Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.”

 

Ifølge stk. 2 gælder denne oplysningspligt ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med oplysningerne. Man kan diskutere, om denne bestemmelse indebærer en bred hjemmel for selskabet til at kontrollere kundens oplysninger i kundens nærmiljø (”hos den registrerede”) ud fra den betragtning, at der jo i givet fald er tale om at verificere forhold, kunden selv kender til. En sådan betragtning har dog næppe bærekraft. For det første tager bestemmelsen sigte på tilfælde, hvor kunden aktivt medvirker ved indsamlingen. For det andet vil en efterforskningshandling typisk afdække en række andre forhold end de, der efterspørges, og som også har karakter af personoplysninger, f.eks. udsagn af forskellig art fra naboer og bekendte.

 

I tråd med § 28 pålægger persondatalovens § 29 den, der indsamler oplysninger hos andre end den registrerede, en række oplysningspligter.

 

Bestemmelsen lyder således:

 

”§ 29. Hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om følgende:

 

1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.

2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.

3)  Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f eks:

a) Hvilken type oplysninger det drejer sig om.

b) Kategorierne af modtagere.

c) Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

 

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

 

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.”

En direkte anvendelse af denne bestemmelse vil indebære, at efterforsknings­­handlinger, der involverer andre end kunden, alene kan gennemføres efter forudgående orientering af denne. Ifølge lovens § 30 gælder § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, dog ikke, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne ”findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv”.

 

Bestemmelsen vil indebære, at selskabet har pligt til at orientere kunden om, at der indsamles oplysninger. Denne pligt indtræder ”ved registreringen”. Indsamles der oplysninger i forbindelse med en efterforskning, kan selskabet altså ikke støtte ret på en fortrykt klausul herom.

 

Det må dog antages, at pligten til at orientere først indtræder på det tidspunkt hvor oplysningerne rent faktisk er indsamlet. Man kan ikke udlede en pligt til at orientere kunden ”forud for” indsamlingen af de pågældende oplysninger. En sådan pligt vil for det første være vanskeligt indsamle, eftersom indholdet af en efterforskning ofte først vil være kendt, i takt med at efterforskningen tager form. For det andet vil en sådan pligt kun­ne umuliggøre formålet med efterforskningen. Samme resultat følger i øvrigt af persondatalovens § 30, jf. nærmere herom nedenfor.

 

Persondatalovens § 30: Undtagelse fra de oplysningspligter, der følger af de to førnævnte bestemmelser kan gøres, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige interesser, herunder navnlig til (§ 30, stk. 2, nr. 4) ”forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i forbindelse med brud på etiske regler for lovregulerede erhverv”.

 

Meningen med denne undtagelse er at gøre det muligt at gennemføre saglige og lovhjemlede efterforskningsskridt uden at forspilde øjemedet gennem en forudgående underretning. Bestemmelsen tager umiddelbart sigte på politiets efterforskning (”straffesager”), men efter sin ordlyd omfatter den også privates efterforskning af straffesager undergivet privat påtale, hvis denne i øvrigt er retmæssig.

 

Derimod er det mere tvivlsomt, om bestemmelsen også omfatter tilfælde, hvor der foretages efterforskning vedrørende et strafferetligt forhold, der i kraft af en senere politianmeldelse kan tænkes at føre til en strafferetlig efterforskning ved politiets foranstaltning. Det ligger nok klart, at det ikke har været sådanne forhold, man har haft i tankerne ved bestemmelsen (der indholdsmæssigt svarer til artikel 13, stk. 1, litra d, i det bagvedliggende direktiv 95/46/EF). Er der tale om en loyal og hensynsfuldt gennemført efterforskningshandling, der baseres på en håndgribelig mistanke, kan der være sagligt grund til at anvende denne undtagelsesbestemmelse. Samme resultat er man som tidligere nævnt nået til i relation til privates registrering af oplysninger om strafbare forhold med henblik på indgivelse af politianmeldelse, § 8, stk. 4.

3.3.e. Sammenfatning

Den foregående gennemgang kan sammenfattes således:

 

Selskabet har som udgangspunkt fri adgang til at behandle oplysninger til brug for sin sagsbehandling i en skadesag. Hjemmel for denne behandling findes i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 2, der giver adgang til at udføre persondatabehandling af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i. Denne behandlingshjemmel gælder alene i det omfang den tjener til afklaring af rettigheder og pligter i den enkelte forsikringsaftale. Behovet for at kunne sikre grundlaget for en fremtidig bevisførelse kan også begrunde, at der behandles oplysninger af hensyn til muligheden for en fremtidig bevisførelse. Hjemmel for en sådan behandling kan formentlig støttes på persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7, hvis efterforskningen sker for at be- eller afkræfte en begrundet formodning for, at forsikringskunden handler svigagtigt, og denne formodning ikke kan be- eller afkræftes gennem brug af andre informationskanaler.

 

Hvis et forsikringsselskab modtager enkeltstående oplysninger i enkelte forsikringssager, skal disse ikke anmeldes i medfør af persondatalovens § 48, jf. afsnit 3.3.d, selv om de måtte indeholde oplysninger om strafbare forhold, der ellers ville være anmeldelsespligtige.

 

Mere systematiserede behandlinger skal derimod anmeldes. Hvis selskabet f.eks. foretager en systematisk behandling af personoplysninger om strafbare forhold som led i sit efterforskningsarbejde, kræver denne behandling som udgangspunkt samtykke, jf. § 8, stk. 4, 1. pkt. Det gælder dog ikke, hvis behandlingen er berettiget ”til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede”, jf. § 8, stk. 4, 2. pkt. Sådanne oplysninger må ikke videregives uden den registreredes udtrykkelige samtykke. Videregivelse kan dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, jf. § 8, stk. 5.

 

Forinden iværksættelse af en behandling, hvori der indgår oplysninger om strafbare forhold (hvilket normalt vil være tilfældet i sager om påstået forsikringssvindel), skal der indhentes tilladelse hos Datatilsynet, jf. lovens § 50, stk. 1, nr. 1, jf. § 8, stk. 4. En sådan tilladelse vil Datatilsynet normalt knytte et antal vilkår til.

3.4. Andre regler

3.4.a. Tv-overvågningsloven

Reglerne i tv-overvågningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1190 af 11. oktober 2007, opstiller en række begrænsninger i adgangen til at foretage ”vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat”, jf. definitionen i lovens § 1, stk. 2. Om loven gælder for en fotooptagelse beror altså ikke på, om fotografen befinder sig bag sit kamera, eller om kameraet fjernbetjenes. Afgørende er derimod, om beslutningen om at foretage optagelsen, sker automatisk (eller i en vedvarende proces), eller om den enkelte optagelse foretages efter operatørens bestemmelse.

 

Loven bygger på en hovedregel, hvorefter private ikke må foretage en sådan overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel. Dette forbud gælder dog ikke for en række særligt udpegede typer af virksomhed, jf. nærmere § 2.

 

Som begrebet ”tv-overvågning” er defineret i lovens § 1, stk. 2, giver det anledning til afgrænsningsvanskeligheder, når et kamera kun delvis er vedvarende, regelmæssigt eller automatisk virkende. Afgrænsningskriteriet er her, om overvågningen er systematisk. Det vil den f.eks. være, hvis den aktiveres ved, at der sker noget bestemt, f.eks. at nogen ringer på en dør eller passerer forbi en lysfølsom anordning. I overensstemmelse lægger dommen i U 1998.1390 V til grund, at loven fandt anvendelse på et kamera, der blev aktiveret, når man ringede på dørtelefonen. Optagelsen af selve den besøgende og kun denne var imidlertid lovlig. Ligeledes fandt dommen i U 2005.2979 V, at et webkamera, der hver minut optog billeder af havnen på Læsø, var omfattet af loven og dermed ulovlig. I forarbejderne til loven (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 3291) er det lagt til grund, at et kamera, der aktiveres, når nogen trykker på en alarmknap, vil være omfattet af loven.

 

Som anført i Peter Blumes kommentar til TV-overvågningsloven (2008), s. 39, vil det i tvivlstilfælde bero på formålet med at anvende optagelsen, om denne er omfattet af loven eller ikke. At der er en saglig grund (f.eks. adgangskontrol eller understøttelse af kommunikation ved alarmering), taler for at antage, at den semi-automatiske optagelse er lovlig. Sker den derimod for at muliggøre en fotografering, der ikke ville være praktisk mulig, hvis kameraet skulle bemandes, vil den næppe være det. Det er netop sådanne integritetshensyn (risikoen for ”Big Brother”-samfundet), der har begrundet denne særlige lovgivning.

 

Loven gør ingen indskrænkning i den adgang til at foretage manuel (modsat fjernbetjent eller automatisk) overvågning, der er omtalt under 3.2.a. Den omhandler dernæst kun visuel overvågning af denne art. Automatisk optagelse af lyd, der indbefatter den person, der foretager optagelsen, kan derfor ske inden for rammerne af straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3.

3.4.b. Tavshedspligtregler

Forsikrings- og pensionsselskaber er omfattet af tavshedsreglerne i §§ 117-123 i lov om finansiel virksomhed. Central er her bestemmelsen i lovens § 117, der blandt andre forbyder selskabets ansatte (og, i kraft af bestemmelsen i stk. 2, den, som modtager sådanne oplysninger) ”uberettiget [at] videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under deres hverv er blevet bekendt med.”

 

Det er almindeligt antaget, at begrebet ”fortrolige oplysninger” som udgangspunkt omfatter alle oplysninger. Dog antages det (bl.a. på grundlag af lovforarbejderne), at oplysninger, som er offentligt tilgængelige ikke anses for fortrolige. Se hertil Merete Hjetting, Thomas Kjøller, Marianne Simonsen & Malene Stadil: Lov om finansiel virksomhed – med kommentarer (2007), s. 455 f. Ifølge den tilsynspraksis, der refereres her, anses en oplysning bl.a. for offentliggjort, hvis den har været fremme i et offentligt retsmøde. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, at selve den begivenhed, der har aktualiseret retsforholdet til selskabet, har været fremme ved retsmødet. For at undtagelsen skal være relevant, må det være oplysningerne om kundeforholdet, der således har været eksponeret i det åbne rum.

 

Disse regler begrænser selskabet i at foretage efterforskningshandlinger, der indirekte kompromitterer kundeoplysninger. En sådan risiko for kompromittering består f.eks., hvis selskabet – eller dets repræsentanter – retter henvendelse til tredjeparter på en måde, hvor oplysninger fra kundeforholdet videregives, herunder oplysningen om, at der overhovedet består et kundeforhold. En skadeskonsulent kan vanskeligt præsentere sig overfor naboer eller bekendte som en skadekonsulent, der ønsker at spørge ind til et bestemt uheld eller et tyveri. Selve dette spørgsmål vil nemlig afsløre, at der består en skadesag for nogen af de involverede. ”Anonymisering” er næppe praktisk mulig i disse tilfælde. Spørgsmål af denne art må derfor enten betinges af samtykke, jf. bemærkningerne herom i afsnit 2.5.c., eller rette sig mod forbipasserende eller andre, der må formodes at være uinteresserede i, hvem der spørger.

 

Det er imidlertid uklart, i hvilket omfang et sådant samtykke kan gives forudgående eller efterfølgende. At det kan gives efterfølgende er klart. I den situation vil den hovedperson, som tavshedspligtreglen beskytter, have fuldt overblik over konsekvenserne af sit samtykke, og samtykket vil normalt også ske i dennes interesse (f.eks. for at afkræfte en uberettiget beskyldning). Vanskeligere spørgsmål opstår, hvis forsikringskunden har meddelt samtykket forudgående og uden kendskab til dets konsekvenser. I sådanne tilfælde er det tvivlsomt, om et forudgående samtykke kan bringe de meget centrale tavshedspligtregler til ophør. Spørgsmålet er uafklaret.

3.4.c. Menneskerettigheder mv.

I den europæiske menneskeretskonvention findes nogle regler, som i menneskeretsdomstolen fortolkning kan tænkes at supplere de principper, der er udviklet ovenfor. Det drejer sig navnlig om artikel 6 om ret til retfærdig rettergang og artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv, der påkalder sig interesse.

 

Retfærdig rettergang: I medfør af konventionens artikel 6 har enhver ”ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.” Selv om ordlyden taler om domstole i snæver forstand (forstået som de domstole, der er nedsat som sådanne i forfatningen) har menneskeretsdomstolen valgt at udvide begrebet, således at f.eks. offentlige myndigheder samt disciplinære instanser nedsat af professionelle sammenslutninger også er omfattet.

 

Der er dog ikke grund til at antage, at forsikringsselskabers afgørelser overfor kunder omfattes af disse regler. Reguleringen sætter derfor først ind, når en sag kommer for en dømmende instans. Derimod må det antages, at de principper om kontradiktion mv., der er anlagt i domstolens praksis, også bør præge udfyldningen af de god skik-regler, der gælder for bl.a. forsikringsselskaber, jf. herom i afsnit 4.1.b.

 

Respekt for privatliv og familieliv: I medfør af konventionens artikel 8 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. I den praksis der er udviklet ved menneskeretsdomstolen har bestemmelsen fået betydning som et supplement til reglerne om persondatabeskyttelse og om beskyttelse af sigtede i straffeprocessen.

 

Jon Fridik Kjølbro: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 3. udg. (2010) anfører, s. 610, at det kan give anledning til tvivl, om forskellige former for overvågning af personer på offentlige steder udgør et indgreb i retten til privatliv:

 

”Det kan give anledning til nogen tvivl, om forskellige former for overvågning af personer på offentlige steder udgør et indgreb i retten til privatliv. I modsætning til tilfælde, hvor personer befinder sig i deres hjem eller private opholdssted, udsætter en person sig for at blive overvåget, når vedkommende begiver sig ud på offentligt tilgængelige områder. F.eks. kan vedkommende blive iagttaget af andre personer, blive filmet af overvågningskameraer, blive registreret i forbindelse med betalinger m.v. uden at der derved vil være tale om indgreb i retten til privatliv. Domstolen har udtalt, at begrebet ”privatliv” og ”hjem” ikke finder anvendelse på steder, hvortil der er fri adgang for offentligheden og som anvendes til aktiviteter, der ikke vedrører deltagernes privatsfære. Overvågning ved hjælp af kameraer m.v. af enkeltpersoners handlinger på offentligt tilgængelige steder, herunder gader, indkøbscentre, offentlige bygninger, vil som udgangspunkt ikke udgøre et indgreb i retten til privatliv. Derimod kan optagelse og systematisk eller permanent opbevaring af sådanne data udgøre et indgreb.” [citatets fremhævelser, notehenvisninger til domme udeladt]

 

På enkelte områder har menneskeretsdomstolen udvidet beskyttelsen af den privates ret til at modsætte sig overvågning med kamera mv. Med dommen af 24. juni 2004 i sagen von Hannover v Tyskland, antoges det, at prinsesse Caroline af Monaco var udsat for en krænkelse ved at skulle tåle en nærgående paparazzi-fotografering på en restaurant. Dommens rækkevidde er omdiskuteret, se Henrik Udsen i U 2006B, s. 161, og Sten Schaumburg-Müller, a.st., s. 234 f.

 

I den Østre Landsrets kendelse af 3. november 2009, der er citeret i afsnit 3.2.e., gjorde sagsøgte bl.a. gældende, at en fremlæggelse af de videooptagelser, hvorved han udførte krævende fysisk arbejde trods sin whiplash-diagnose, ville stride mod ”grundlæggende integritetshensyn”. Landsretten forholdt sig ikke særskilt til dette anbringende.

 

4. Andre regelsæt

4.1. God skik-regler

4.1.a. Markedsføringslovens § 1

Til en række af de regelsæt, der er berørt i det foregående, finder man retlige standarder, der i tillæg til den konkrete regulering opstiller pligter til at handle i overensstemmelse med ”god skik”.

 

Den bredeste af disse regler er bestemmelsen i markedsføringslovens § 1, der pålægger erhvervsdrivende at udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Som nærmere beskrevet hos Erling Borcher & Frank Bøggild i Markedsføringsloven med kommentarer (2006), s. 51-179, har der udviklet sig en omfattende praksis hos Forbrugerombudsmanden og ved domstolene om forståelsen af denne retlige standard.

 

Praksis omfatter også de erhvervsdrivendes forhold til forbrugerne, f.eks. i forbindelse med inkasso. F.eks. fandt U 1976.810 SH, at en inkasseringsform, der indebar, at inkassofirmaet henvendte sig til debitor i en ”Inkassovogn”, der sendte signaler om sit forehavende til hele nabolaget, var i strid med god markedsføringsskik. Derimod er der ingen praksis, der belyser erhvervsdrivendes mulighed for at foranstalte efterforskningslignende foranstalter overfor deres kunder.

 

Der er så vidt ses ingen trykt praksis om markedsføringslovens § 1, der omhandler den erhvervsdrivendes bestræbelser på at efterforske kunders mulige svigagtige forhold. Men på grundlag af den citerede dom må det antages, at handlinger, der indebærer en uforholdsmæssig indgriben i kundens privatliv, vil være i strid med god markedsføringsskik. En sædvanlig og diskret henvendelse til den sikrede ville ikke have givet anledning til betænkeligheder i medfør af markedsføringslovens § 1.

 

Ved udfyldningen af § 1 spiller det ind, hvordan de erhvervsdrivende selv anskuer de forhold, der giver anledning til overvejelse. I den forbindelse vil de principper, der er indeholdt i henstillinger fra brancheorganisationen Forsikring og Pension eller i Forsikring og Pensions retningslinjer for forsikringsselskabers og pensionskassers undersøgelser af forsikringssager, hvor der er mistanke om forsøg på forsikringsbedrageri. 

4.1.b. Lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1

§ 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed foreskriver, at finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet. Denne pligt gælder altså ikke kun i markedsføringen men i enhver del af virksomhedens aktiviteter, ”fra vugge til død”.

 

Til generalklausulen er knyttet en bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, bekendtgørelse nr. 965 af 30. september 2009. § 3 heri pålægger en finansiel virksomhed at handle ”redeligt og loyalt” over for sine kunder. Dette krav gælder generelt, både for selskabets markedsføring, i dets rådgivning og i andre relationer mellem selskab og kunde. Bekendtgørelsen beskæftiger sig ikke konkret med de forhold, der er omfattet af denne redegørelse. Derimod forbyder den markedsføring, som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er ”vildledende, aggressiv eller udsætter kunderne for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd”.

 

Selskabets adfærd ved efterforskning har ikke karakter af markedsføring. Det er imidlertid nærliggende at antage, at en efterforskningsadfærd, der omfattes af den beskrevne karakteristik, også vil være retsstridig efter bekendtgørelsens almindelige regler. Således har både domstolene og Erhvervsankenævnet karakteriseret en hårdhændet adfærd som pligtstridig efter denne bestemmelse, hvis den indebar aftalebrud og ansvarspådragende forhold. Se herved dommen i U 1996.120 SH.

 

I overensstemmelse hermed har Forsikring og Pension i sine Retningslinjer af 25. februar 2005 for forsikringsselskabers og pensionskassers undersøgelser af forsikringssager, hvor der er mistanke om forsøg på forsikringssvindel, opstillet den, at selskabets undersøgelser ”skal stå i et rimeligt forhold til den formodede forsikringssvindels økonomiske størrelse og sagens karakter og omfang i øvrigt” (pkt. 5.1.).

De krav, der gælder for et forsikrings- eller pensionsinstituts god skik-adfærd, hænger bl.a. sammen med den generelle tillid, der består om disse institutters troværdighed. Kernen i begrebet troværdighed består i, at man skal være ”værdig” at ”tro” på. Derfor må der være en formodning for, at adfærd, hvorefter instituttet (selv eller via mellemled) optræder fordækt eller får andre til at gøre noget, i kraft af usandheder (uden at forholdet har bedragerisk karakter, jf. straffelovens § 279) strider mod de krav om god skik, der gælder for disse institutter.

 

De vanskelige afgrænsningsspørgsmål handler om, hvornår man får andre til at gøre noget i kraft af en usandhed. Disse spørgsmål behandles i redegørelsen i relation til eksemplet, hvor en efterforsker ”poserer” som ven på Facebook, jf. ovenfor om ”privatlivets fred”. Det vil derfor næppe være udtryk for ”god skik”, at et selskab eller dets repræsentanter foretager handlinger, der isoleret set rummer elementer af svigagtig adfærd, f.eks. ved at antage falske identiteter eller lokke oplysninger frem under falske foregivender. Svigagtig adfærd kan, når anvendt i formueforhold, straffes som bedrageri, jf. straffelovens § 279. At afdække et faktisk forløb med henblik på at afklare en retsstilling, der består, kan ikke straffes som bedrageri, da efterforskningshandlingen ikke har formueretlig karakter. Derimod kan den skepsis, hvormed lovgivningen ser på sådanne adfærd, få afsmittende betydning for god skik-vurderingen.

 

Der foreligger så vidt vides ingen afgørelser herhjemme, der har vurderet, om det er udtryk for god skik at udvise en sådan særpræget form for ”svig” i forbindelse med efterforskning. I amerikansk advokatret har spørgsmålet derimod giver anledning til en principiel udtalelse fra the New York City Bar (Formal Opinion 2010-2, September 2010: Obtaining Evidence from Social Networking Websites). Udtalelsen lægger til grund, at advokater ikke handler uetisk ved at skaffe sig adgang til sociale netværk på grundlag af sandfærdig information, men at det er i strid med advokatpligterne at skaffe en sådan adgang (selv eller via medhjælp) på grundlag af usande oplysninger. Konklusionen er derfor, at ”a lawyer may not use deception to access information from a social networking webpage.” I stedet bør advo­katen gore brug af de muligheder, der består efter amerikansk procesret til at fremskaffe oplysninger ved hjælp af regler om edition.

 

Der er naturligvis grundlæggende forskelle mellem den virksomhed, der drives af advokater henholdsvis af finansielle institutter. Men når det gælder regler om god skik består der den lighed, at begge er omfattet af regler om god skik, der håndhæves af dertil udpegede instanser (Finanstilsynet henholdsvis Advokatnævnet). Det kan ligeledes påpeges, at der for begge består en samfundsmæssig interesse i at sikre en høj troværdighed, og at begge i konsekvens heraf formodes at optræde redeligt og sandfærdigt. I lyset af disse lighedspunkter kan der være grund til at antage, at konklusionen i den citerede amerikanske udtalelse kan overføres til danske forhold, både i relation til advokater og finansielle institutter. At den bl.a. er begrundet med de – i forhold til dansk ret – mere vide muligheder, amerikanske advokater har for at indhente oplysninger via editionsreglerne, fratager ikke afgørelsen en sådan betydning.

 

Ligeledes må det antages, at handlinger, der er egnet til at overrumple forsikringskunden eller dennes nærmeste, er i strid med god skik. En række regler om markedsføring har netop til formål at undgå, at forbrugeren overrumples med risiko for, at han eller hun disponerer uoverlagt. En adfærd, der indebærer risici herfor, vil alt andet lige være problematisk.

 

Endelig kan der være grund til at antage, at forhold, der kunne give anledning til at anvende straffelovsovertrædelser uden for deres ordlyd, er i strid med

god skik, selv om der strafferetligt set ikke er grundlag for analogislutninger. Samme synspunkt kan anføres, hvis et forhold – skønt det ikke falder umiddelbart inden for en dansk strafbestemmelse – må antages at krænke bestemmelser i Den Europæiske Menneskeretskonvention, se som eksempel herpå bemærkningen herom i afsnit 3.2.a. Denne betragtning kan f.eks. få betydning for vurderingen af adgangen til at benytte pejlingsudstyr. Tankegangen skulle i givet fald være, at ”god skik” indebærer en slags forpligtelse til at overholde ikke alene lovens bogstav, men også dens ånd.

4.1.c. Persondatalovens § 5, stk. 1

Som nævnt i afsnit 3.3.b. indeholder persondatalovens § 5, stk. 1, en generalklausul om ”god databehandlingsskik”. Der henvises herom til det nævnte afsnit. Udmøntningen af denne bestemmelse i relation til forsikrings- og pensionsinstitutter må i væsentligt omfang antages at følge de principper, der er udviklet oven for i afsnit 4.1.b.

4.4. Uskrevne retsgrundsætninger

4.4.a. Proportionalitet

Som flere gange anført i det foregående kan efterforskningsskridt, der indebærer uforholdsmæssige indgreb i den efterforskedes privatliv støde an mod det princip om proportionalitet (forholds­mæssighed), som nyder almindelig anerkendelse i retssystemet, og som bl.a. er udtrykt i persondatalovens § 5, stk. 3, i persondataloven og i retsplejelovens regler om politiets og anklagemyndighedens efterforskning. Derfor må det antages, at et efter­forsk­nings­skridt, der går meget tæt på den efterforskede, kun må foretages, hvis det tjener væsentlige interesser. Et ønske om til brug for statistiske undersøgelser at vurdere troværdigheden af stikprøvevis udvalgte kunder, kan således ikke begrunde en overvågning. Det kan derimod en formodning om, at den sikrede har afgivet urigtige oplysninger.

4.4.b. Gennemsigtighed?

Man kan rejse spørgsmålet, om selskabet har pligt til at orientere den sikrede om de efterforskningsskridt, der påtænkes anvendt, eller som allerede er anvendt.

 

Spørgsmålet er berørt ved omtalen i afsnit 3.3.d. af persondatalovens § 29. Som her anført gælder pligten til at orientere den registrerede om, at der indsamles oplysninger om denne, ikke i det omfang den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til en lovlig (privat) efterforskning, jf. § 30, stk. 2, nr. 4. Bestemmelsen må forstås sådan, at selskabet kun kan undlade at orientere den sikrede om efterforskningen, hvis en sådan underretning vil være til skade for efterforskningen (f.eks. fordi der er grund til at antages, at kunden herefter effektivt kan modarbejde efterforskningen).

 

I overensstemmelse med denne regel fastslår pkt. 4.1 i Forsikring & Pensions Retningslinjer af 25. februar 2005 for forsikringsselskabers og pensionskassers undersøgelser af forsikringssager, hvor der er mistanke om forsøg på forsikringssvindel, at selskabet skriftligt skal underrette kunden, når det har begrundet mistanke om forsøg på forsikringssvindel, og når kunden fastholder sin forklaring over for forsikringsselskabet. Underretningen skal oplyse, hvad mistanken drejer sig om. I overensstemmelse med princippet i persondatalovens § 30, stk. 2, kan den udelades, hvis selskabet vurderer, at den vil være til væsentlig gene for undersøgelsens resultat.

4.4.c. Kontraktsretlig loyalitetspligt

I aftaleforhold gælder visse regler om loyalitet mv. En aftalepart må forvente, at den anden part i aftaleforholdet, optræder i overensstemmelse med de vilkår, der er indføjet i aftalen, og de forudsætninger, aftalen hviler på. Krænker en part ved sin adfærd disse principper mv., kan denne optræden efter omstændighederne indebære en misligholdelse, der kan give modparten ret til at hæve aftalen. Efter den foreliggende praksis skal der dog ganske meget til for at antage, at selv nærgående undersøgelseshandlinger indebærer et sådant retsbrud.

 

I U 2004.273 Ø havde et bageri ikke handlet ulovligt ved at detektivovervåge en ansat under en påstået sygdomsperiode. I forbindelse med detektivopgaven havde bageriet fremsendt forskellige personlige oplysninger om den ansatte, herunder foto, cpr.nr., lægeerklæringen samt oplysninger om organisationsforhold og tidligere ansættelsessteder. Den iværksatte overvågning kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anses for retsstridig, og heller ikke som en overskridelse af bageriets ledelsesret, selv om videregivelsen af personoplysningerne gik videre end hjemlet i lov om behandling af personoplysninger. Bageriet frifandtes derfor for et af A rejste krav.

4.4.d. Økonomiske sanktioner

Har en overvågning været foretaget med urette, vil den krænkede kunne rejse krav om godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26. Hertil kræves, at forholdet har været af en vis grovhed. Dette var f.eks. ikke tilfældet i U 2005.1131 Ø, hvor en ansat ikke fik tortgodtgørelse i anledning af den videoovervågning, der havde givet arbejdsgiveren et bevis for, at den ansatte tog af kassen. Overvågningen var etableret som følge af et konstateret svind i det byggemarked, hvor den ansatte var ansat, og efter en underretning af tillidsrepræsentanten. Hertil kom, at personalet gennem personalehåndbog og skiltning var gjort bekendt med, at butikslokalet var genstand for videoovervågning. Godtgørelse kan næppe heller idømmes erhvervskunder, jf. U 2008.1098 H, hvor et teleselskab ikke fandtes berettiget til erstatning efter konkurrencestyrelsens kontrolbesøg, der ikke førte til yderligere skridt mod selskabet.

 

Litteraturhenvisninger og forkortelser

Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. (2005).

Erling Borcher & Frank Bøggild: Markedsføringsloven med kommentarer (2006)

Vagn Greve m.fl.: Kommenteret Straffelov, Speciel del, 9. udg. (2008).

Ib Henricson: Politiret, 3. udg. (2004).

Merete Hjetting, Thomas Kjøller, Marianne Simonsen & Malene Stadil: Lov om finansiel virksomhed – med kommentarer (2007)

Preben Stuer Lauridsen: Pressefrihed og personlighedsret (1987)

Persondataloven: Lov nr. 400 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, med senere ændringer

Sten Schaumburg-Müller: Personbilleder og ikke frit tilgængeligt sted. U 2006B, s. 229 ff.

Eva Smith, Jørgen Jochimsen, Michael Kistrup & Jacob Lund Poulsen: Straffeprocessen, 2. udg. (2008).

TFA: Tidsskrift for Familie- og Arveret.

U: Ugeskrift for Retsvæsen (B markerer henvisninger til tidsskriftsafdelingen).

Jørn Vestergaard (red.): Strafferet – forbrydelser og andre strafbare forhold (2009).

Henrik Waaben & Kristian Korfits Nielsen: Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2. udg. (2008).

 

Mads Bryde Andersen er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet, hvor han bl.a. er leder af Center for Pensionsret. I sin akademiske karriere har han bl.a. interesseret sig for it-ret og for almindelige obligationsretlige spørgsmål. Han har været medlem af eller formand for en række lovforberedende udvalg, der bl.a. har ført til ny lovgivning om it-kriminalitet og persondatabeskyttelse.