Error message

Notice: Undefined index: disabled_javascripts in eu_cookie_compliance_page_build() (line 306 of /var/www/new.nft.nu/sites/all/modules/contrib/eu_cookie_compliance/eu_cookie_compliance.module).

Ændringer i arbejdsmarkedspensionen – hvem bestemmer hvad der sker

De fleste danskere bliver i løbet af deres arbejdsliv omfattet af en tvungen bidragsdefineret arbejdsmarkedspension og det kan komme som en overraskelse for mange forsikrede, hvis de i løbet af deres arbejdsliv erfarer, at de ikke selv bestemmer, hvad der løbende skal ske med deres pensionsordning. Afhængig af om ordningen udspringer af en kollektiv overenskomst, og hvilken pensionsleverandør der er tale om, kan dette valg i høj grad tilkomme pensionsleverandøren i samarbejde med overenskomstparterne bag pensionsordningen.

 

Artiklen tager afsæt i et juridisk speciale på den juridiske kandidatuddannelse på Københavns Universitet, og omhandler overenskomstparternes og pensionsselskabets adgang til at foretage ændringer i pensionsordninger, der bliver administreret af et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab.[1] Med udgangspunkt i pensionsordningens overenskomstmæssige forankring og pensionsselskabets særegne ejerforhold, drøftes overenskomstparternes og pensionsselskabets ændringsadgang med fokus på sammenstødet mellem kollektivets interesser og de individuelle hensyn til den forsikrede.

De 3 søjler

Det danske pensionssystem opdeles traditionelt i tre søjler.[2] Søjle I, der består af de pensionsordninger, der har et offentligretligt grundlag. Mest kendt er nok den danske folkepension, der sikrer et alment mindste indtægtsgrundlag via skattefinanserne. Søjle II består af de arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger. Der findes forskellige typer af arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger i Danmark. Nogle er tilsagnsdefineret såsom tjenestemandspensionen, mens langt de fleste andre er bidragsfinansieret såsom arbejdsmarkedspensionen og firmapensionen. Kendetegnet for pensionstypen henhørende til søjle II, er at de sikrer danskerne et mere passende indkomstniveau, og ikke blot en mindstesikring, som ved folkepensionen. Den sidste søjle består af de individuelle pensionsordninger, som den enkelte selv finansierer via bidragsbetaling til et livsforsikringsselskab eller pengeinstitut. Uanset om det er en pension under søjle II eller III, vil produkterne typisk være livrenter, kapitalpensioner eller ratepensioner.

Når pensionsordningen er aftalebaseret

Størstedelen af arbejdsmarkedspensionsordningerne i Danmark er et direkte resultat af overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket vil sige, at de er aftalebaseret. Som en følge heraf er det i høj grad overladt arbejdsmarkedets parter at fastlægge pensionernes nærmere udformning og indhold, eventuelt i samarbejde med pensionsleverandøren. Derfor er det også begrænset, hvilke normative regler der findes. Danmark har således ikke lovgivning på området på samme måde, som der eksempelvis er i Norge, hvor der siden 2006 via lov har eksisteret en pligt for arbejdsgivere til at etablere en pensionsordning for deres ansatte.[3]

 

Den danske model er en aftalemodel.[4] At en stor del af arbejdsmarkedspensionerne udspringer af det kollektive overenskomstsystem er dog ikke kun kendetegnet for de danske pensionsordninger. I Sverige omfattes store dele af befolkningen således også af overenskomstbaserede pensionsordninger. Men de svenske ordninger adskiller sig også fra de danske. Eksempelvis giver de svenske ordninger de forsikrede adgang til selv at bestemme, hvor de ønsker, at opsparingsdelen af den overenskomstbaserede pensionsordning skal være. De forsikrede kan derefter vælge pensionsselskab ud fra en liste af pensionsleverandører, som arbejdsmarkedets parter i Sverige, har fundet egnede til opgaven.[5] De danske ordninger derimod holdes almindeligvis samlet hos én pensionsleverandør.[6]

 

Arbejdsmarkedspensionsordningerne i de tre lande adskiller sig fra hinanden, og det ovenfornævnte er kun få eksempler herpå. Problemstillingerne der knytter sig til arbejdsmarkedspensionerne er om muligt derfor ikke identiske i Danmark, Norge og Sverige, men spørgsmålet om adgangen til at gennemføre ændringer i arbejdsmarkedspensionsordningerne, må have en relevans i alle tre lande, da arbejdsmarkedspensionerne udgør en vigtig del af de tre landes pensionssystemer, og fordi pension ikke blot handler om at spare op til livet som pensionist, men i høj grad også må ses som et spørgsmål om livskvalitet og velfærd for den hvert lands befolkning. Den norske højesteret har således eksempelvis i april 2010 afsagt dom i en principiel sag om ændringshåndtering i en norsk arbejdsmarkedspensionsordning[7], og Københavns Byret har i sag nr. BS 23A-3747/2009 afsagt den første danske dom, der vedrørte et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab og ændringer i pensionsordningen, som selskabet administrerede.

 

Pensionsordningen som artiklen beskæftiger sig med, hører placeringsmæssigt til i søjle II. Der er tale om en arbejdsmarkedspensionsordning, der har sit udspring i arbejdsmarkedets kollektive overenskomstsystem, og hvor pensionsselskabet der administrerer ordningen, fuldt ud ejes af arbejdsmarkedets parter, og ikke har kommerciel karakter. Der er således tale om en aftalebaseret pensionsordningen, der er kendetegnet ved at være udtryk for en ret og pligt for de forsikrede, samt at det er en bidragsdefineret ordning, som de forsikrede kommer ind i via deres ansættelsesforhold.

 

Det er samtidig en af de pensionsordninger, hvor de forsikrede øver mindst indflydelse på deres egen pensionsordning, fordi deres interesser som altovervejende hovedregel varetages af overenskomstparterne i samarbejde med pensionsselskabet, ejet af arbejdsmarkedets parter selv

Danmark må formentligt siges, at være det nordiske land, der til fulde har taget aftalemodellen og dens facetter til sig.

Betydningen af den kollektive overenskomst

Selvom pensionsordningen etableres i arbejdsmarkedets kollektive overenskomstsystem, er det at administrere ordningen en finansiel opgave, hvorfor der må være en pensionsleverandør til at varetage opgaven som finansiel virksomhed. Som følge heraf, er der i alt fem aktører involveret ved en arbejdsmarkedspensionsordning, der administreres af et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab; arbejdsgiverorganisationen, fagforeningen, pensionsselskabet, arbejdsgiveren og lønmodtageren.

 

Det er fast antaget i den kollektive arbejdsret, at arbejdsmarkedets parter har mandat til at råde på vegne af deres medlemmer med bindende virkning. Højesteret har således blandt andet i U.2007.1569 og U.2005.616 anerkendt, at de enkelte arbejdstageres interesser varetages af de pågældendes fagforeninger. 

 

Det får betydning for ordningen, at den udspringer af det kollektive overenskomstsystem, fordi den i så fald må ses som en integreret del af overenskomsten, og overenskomstparterne gives ad den vej adgang til at råde over pensionsforholdet i kraft af deres organisationsfuldmagt, der må udledes af det kollektive overenskomstsystem.[8]  

Pensionsselskabet

Et pensionsselskab der enten direkte eller via et holdingselskab[9] udelukkende er ejet af arbejdsmarkedets parter, og som ikke udlodder udbytte til sine aktionærer, kaldes for et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab. Selskabet bliver etableret i medfør af § 307 i Lov om finansiel virksomhed,[10] og fordi der ikke udloddes udbytte til aktionærerne, har det ikke kommerciel karakter, som eksempelvis aktieselskaberne Danica Pension, der hører til Danske Bank koncernen og Alm. Brand Liv og Pension.

 

PensionDanmark Pensionsforsikringsaktieselskab (i det følgende; PensionDanmark) og Industriens Pensionsforsikring A/S (i det følgende; Industriens Pension) er de eneste to pensionsselskaber i Danmark af deres slags,[11] men ifølge selskabernes årsrapporter for 2009, administrerer de tilsammen pensionsordninger for nærved en million arbejdstagere i Danmark.[12]                                                                                   

 

Det er særligt selskabskonstruktionen ved det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab der er interessant, fordi selskabets ejerforhold i praksis medfører, at der er et tæt personsammenfald mellem overenskomstparterne bag den kollektive overenskomst, hvori pensionsordningen er etableret og pensionsselskabets bestyrelse. Dette kommer af, at det er aktionærerne, der på generalforsamlingen vælger, hvilke personer der skal sidde i selskabets bestyrelse. Og praksis viser, at det er repræsentanter for overenskomstparterne, der bliver valgt.[13]

 

På trods af et personsammenfald mellem overenskomstparterne bag overenskomsten og det enkelte selskabs bestyrelsesmedlemmer, må pensionsselskabet dog anses for at være selvstændigt i sin rolle som pensionsleverandør.

 

Som aktionærer i pensionsselskabet er det organisationerne bag de kollektive overenskomster, der ved generalforsamlingen hver udpeger et antal bestyrelsesmedlemmer til selskabet, og bestyrelsen er efter de selskabsretlige regler selskabets centrale og øverste ledelsesorgan, hvorfor bestyrelsen også siges at varetage den overordnede og strategiske ledelse af selskabet.[14] Idet de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber ikke har kommerciel karakter, behøver selskabets bestyrelse ikke have fokus på at skabe profit til aktionærerne, da selskabet ikke kan udlodde udbytte til sine ejere, jf. Lov om finansiel virksomhed § 307. Det må formodes, at bestyrelsens primære opgave derfor er at varetage de forsikredes interesser i forhold til den pågældende pensionsordning.[15] Der må skelnes mellem organisationerne i deres rolle som arbejdsmarkedets parter på den ene side, og selskabet som pensionsselskab og dets bestyrelse på den anden. Også derfor bliver det væsentligt at holde pensionsleverandørens rolle som finansiel garant for pensionsløftet til de forsikrede adskilt fra det politiske niveau i det kollektive overenskomstsystem, der har skabt grundlaget for pensionsordningen. Dette udelukker ikke, at overvejelser af politisk karakter kan spille en rolle ved ændringshåndteringen, men pensionsleverandøren må trods selskabets ejerforhold skulle ses som værende et selvstændigt pensionsselskab, der er ejet af arbejdsmarkedets parter, men hvor fokus er placeret på kollektivet af forsikrede, og ikke aktionærerne.

Er en ændringsklausul nødvendig

Det har betydning om pensionsselskabet skriftligt har forbeholdt sig en ændringsadgang i forsikringsbetingelserne.[16] I sag nr. BS 23A-3747/2009 afsagt ved Københavns Byret den 25. juni 2010, udtalte retten således om en pensionsordning administreret af et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab, at:

 

”Efter forsikringsordningens karakter består der en formodning for, at overenskomstparterne kan indgå gyldige aftaler på medlemmernes vegne, herunder aftaler om ændringer i allerede etablerede ordninger, i det omfang ændringerne har hjemmel i et dokument, som overenskomstparterne står bag”.

 

Dommen er den første af sin slags i Danmark, da domstolene ikke tidligere har udtalt sig om pensionsordninger, der bliver administreret af de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber.

 

Det er ikke en formel ændringsklausul i f.eks. forsikringsbetingelserne, der giver overenskomstparterne deres organisationsfuldmagt til at råde på vegne af kredsen af forsikrede men derimod pensionsordningens forankring i overenskomsten. Om der foreligger en formel hjemmel i aftalekomplekset vedrørende ændringsadgangen, vil ikke fratage ordningen dens kollektive og overenskomstmæssige forankring. Uanset om der er en ændringsklausul i aftalegrundlaget for ordningen, vil ordningen således vedblive at være omfattet organisationsfuldmagten, og dermed give overenskomstparterne råderet.

Noget andet er, at det vil være til pensionsselskabets og overenskomstparternes fordel, hvis der i forsikringsbetingelserne er forbeholdt en ensidig ret til at gennemføre ændringer, da det i så fald må det stå den forsikrede særligt klart, at ændringer kan forekomme. Her bliver det nærliggende, at det må være begrænset hvor stærke individuelle hensyn den forsikrede med rette kan have knyttet til de midler, som ændringen berører, fordi overenskomstparterne og pensionsleverandøren har forbeholdt sig ret til at foretage ændringer i pensionsordningen.  En formel ændringsklausul formidlet til den forsikrede medfører ikke, at forsikrede ikke kan opbygge berettigede forventninger, der i et konkret tilfælde – f.eks. på baggrund af breve sendt til den forsikrede - kan begrænse ændringsadgangen. Men den har betydning, fordi den må kunne bevirke, at grundlaget hvorpå de individuelle hensynsbetragtninger bygges, påvirkes.[17]

 

Uanset om pensionsselskabet skriftligt har forbeholdt sig en ændringsadgang, er pensionsordningen i sidste ende knyttet op på en kollektiv overenskomst. Overenskomstparterne og pensionsleverandøren i forening må derfor kunne gennemføre ændringer i pensionsordningen, uanset om der foreligger en skriftlig ændringsklausul, forudsat at overenskomstparterne i sidste ende står bag ændringerne.

Individuelle hensyn contra kollektivets interesser

Overenskomstparterne bag den overenskomst hvori pensionsordningen er etableret, fastlægger sammen med pensionsselskabet langt hen ad vejen pensionsordningens indhold og udformning på vegne af de forsikrede og uden disses indflydelse.

 

Ved ændringer der ikke er væsentlige, må det antages, at overenskomstparterne i kraft af deres generelle forhandlingsmandat sammen med pensionsselskabet kan gennemføre alle de ændringer, der er nødvendige af hensyn til selskabet eller de forsikrede. Også ændringer der kun gælder forsikrede, som bliver optaget i ordningen efter ændringens ikrafttræden må betragtes som uvæsentlige ændringer.

 

Kendetegnet for denne type af pensionsordning er netop, at de nærmere rammer for ordningen fastsættes af overenskomstparterne i kraft af organisationsfuldmagten, og at det enkelte medlem derfor bliver optaget i ordningen med det indhold, som overenskomstparterne har ønsket, at den skal have. At overenskomstparterne evt. sammen med pensionsleverandøren fastsætter, hvilke vilkår kommende forsikrede skal optages på, falder således inden for overenskomstparternes mandat udledt af det kollektive overenskomstsystem. Eksempelvis hvis anciennitetskravet[18] i overenskomsten ændres, som det blev ved overenskomstforhandlingerne på industriens område i foråret 2010. 

 

En ændring er således kun af væsentlig karakter, hvis den berører de personer, der allerede er optaget som forsikrede i pensionsordningen. På tilsvarende vis bliver spørgsmålet om, hvorvidt betragtninger om berettigede forventninger kan spille en rolle også først relevant for allerede bestående ordninger.

Når en gennemført ændring berører personer, der allerede er med i pensionsordningen, har det betydning, hvad ændringen nærmere går ud på. Der må sondres mellem situationer, hvor ændringen gennemføres for allerede indbetalte pensionsbidrag, og situationer hvor ændringen kun berører pensionsbidrag, som indbetales til pensionsselskabet efter ændringens ikrafttræden.

 

Højesteret udtalte i U2006.749 om en ændrings væsentlighed, at vurderingen af om en ændring var af væsentlig karakter, måtte bero på en helhedsvurdering af de foretagne ændringer. I denne sag rejste nogle medlemmer sag mod en pensionskasse,[19] fordi de mente, at de ændringer som pensionskassen havde foretaget i forbindelse med skalatrin og ændret pensionsalder udgjorde væsentlige ændringer, idet de ”væsentligt begrænsede”

medlemmernes pensionstilsagn. Højesteret gav ikke medlemmerne medhold, og istemte sig i øvrigt Landsrettens mindretal, der blandt andet udtalte, at: 

 

”Efter bestemmelsen i pensionsregulativets § 2, stk. 2, er det alene ændringer, der »ud fra en samlet vurdering« væsentligt begrænser pensionstilsagnet, der kan påberåbes af medlemmerne. Det må følge heraf, at der skal anlægges en helhedsvurdering af medlemmernes pensionsforhold, således at et medlem ikke kan påberåbe sig et enkelt punkt, der isoleret set indebærer en forringelse, uden samtidig at inddrage andre punkter, der indebærer en forbedring.” 

 

Dommen omhandler en pensionskasse, der er en forening ejet af dens medlemmer, og som dermed adskiller sig væsentligt fra ejerforholdene ved et arbejdsmarkedsrelateret livsforsikringsaktieselskab.[20] Men dommen forholder sig til realiteterne i den omtalte pensionsordning gennem en fortolkning af aftalegrundlaget, uden omvendt at udtale sig om ordningens overenskomstmæssige forankring. Dommen giver indtryk af, at en helhedsvurdering må lægges til grund, når der skal tages stilling til, hvorvidt en ændring er af væsentlig karakter for de berørte medlemmer. I hvert fald når dette fremgår direkte af aftalegrundlaget for ordningen.

Helhedsvurdering

En materiel helhedsvurdering harmonerer umiddelbart med, at det implicit ligger i det kollektive system, at det er kollektiviteten og ”helheden” der prioriteres og vægtes. Individuelle interesser må, som altovervejende hovedregel, vige til fordel for solidaritetshensyn og betragtninger om kollektivets bedste. Dette stemmer også overens med foreningsretten, hvor det er fast antaget, at vedtagelser, der bliver gennemført til fordel for nogle medlemmer men til skade for andre, er gyldige, hvis de gennemføres i overensstemmelse med den foreskrevne procedure, og der ikke er tale om misbrug.[21] Det er da heller ikke ualmindeligt i det kollektive system, at overenskomstparterne foretager ændringer, der på det individuelle plan syner af at være en forringelse for de berørte lønmodtagere, men som på det kollektive plan er blevet vurderet til samlet set at være i kollektivets interesser. Overenskomstparterne kan f.eks. aftale, at der fremadrettet ikke længere skal ske særskilt aflønning for overarbejde mens overarbejdspligten fortsat består. Fordi pensionsordningen udspringer af den kollektive overenskomst på lige linje med overenskomstens andre løn– og ansættelsesvilkår, kan overenskomstparterne på tilsvarende vis ændre i pensionsordningen, hvis de skønner, at dette er for kollektivets bedste. Ændringerne der gennemføres, må kunne foregå både på det kollektive plan, i form af ændringer i overenskomstens bestemmelser, men også på andre niveauer i aftalekomplekset for ordningen, f.eks. forsikringsbetingelserne. Synspunktet må særligt gælde ved de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber hvor overenskomstparterne, som følge af de selskabsretlige forhold, såvel er at finde på overenskomstniveau, som på pensionsleverandørens niveau via repræsentanter i selskabets bestyrelse.

 

Hvis der skal lægges en helhedsvurdering til grund, der afvejer de almene hensyn, må flere aspekter indgå. Der må ses på nødvendigheden af ændringen samt dens intensitet, om ændringen er særlig byrdefuld for den forsikrede i forhold til gennemførelsens nødvendighed af hensyn til kollektivet.  Hvis ændringen er meget byrdefuld, er der så mulighed for at mildne dette via overgangsordningerne eller andet.[22] Et eksempel kan være en ændring, der berører en dækning, som en mindre gruppe forsikrede igennem længere tid har indrettet sig i tillid til. Indførelsen af en overgangsordning kan i så fald om muligt få ændringen til at fremstå mindre byrdefuld i den samlede vurdering. I tilfældet, hvor en lille gruppe forsikrede vil blive særligt udsat som følge af en ændringsgennemførelse, må det formentlig forventes, at også politiske overvejelser og interesser kan spille en rolle.[23]

 

I stedet for individuelle hensyn som berettigende forventninger og ændringens væsentlighed for den forsikrede, vil det afgørende for udstrækningen af ændringsadgangen snarere være, at udøvelsen sker under saglige kriterier af hensyn til kollektivets interesser og solidaritetsbetragtninger. Et eksempel herpå kan være at gå fra et gennemsnitsrentemiljø til markedsrenteprodukt for såvel fremtidige som for bestående ordninger.[24] Nogle vil måske mene at sådan en ændring vil udgøre en forringelse, fordi gennemsnitsrenteproduktet sikrer, at medlemmet opnår en årlig minimumsrente, hvorimod det ligger i markedsrenteproduktet, at det følger markedsrenten.[25]

 

Det er nærliggende at konkludere, at den forsikrede kan have knyttet visse forventninger til ordningens nærmere udformning og indhold, når det kommer til en allerede bestående ordning. Men de overenskomstbaserede ordninger hos de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber, kan som udgangspunkt ikke siges at besidde en uforanderlig form, der normalt bør give den enkelte forsikrede nogen berettiget forventning om, at ordningerne vedbliver at have samme indhold fra indtrædelsestidspunktet og frem til tidspunktet, hvor dækningerne aktualiseres. I hvert fald ikke for så vidt angår de for fremtiden indbetalte bidrag. Men også når det kommer til bidrag, der allerede er indbetalt til pensionsleverandøren, må overenskomstparterne og pensionsselskabet som følge af pensionsordningens overenskomstmæssige forankring og personsammenfaldet, der er mellem parterne og selskabet, formodes at have en vid ændringsadgang strækkende til punktet, hvor ændringen får ekspropriativ karakter.

 

Overenskomstparterne og pensionsleverandøren kan i princippet således i forening gennemføre ændringer af både uvæsentlig som af væsentlig karakter i kraft af mandatet, der kan udledes af den kollektive forhandlingsret og personsammenfaldet, der er mellem overenskomstparter og pensionsselskab. Imidlertid må ændringsadgangen være begrænset i en række få tilfælde, hvor det konkret vurderes, at forsikredes berettigede forventninger er så stærke, at de må veje tungere end kollektivets interesser.

Samtykke fra forsikrede

Højesteret udtalte i U.1998.407, at en ændring der var til skade for de forsikrede ikke kunne gennemføres uden vedkommendes forudgående samtykke, idet selskabet ikke i aftalegrundlaget for ordningen eller i forbindelse med afgivelsen af løftet, havde taget forbehold herfor. Sagen omhandlede en individuelt tegnet ulykkesforsikring, og ikke en overenskomstbaseret arbejdsmarkedspensionsordning. Dommen tager således ikke højde for de særlige omstændigheder, der netop kendetegner og gør sig gældende indenfor de overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensioner. Der er en organisationsfuldmagt ved denne type pensionsforhold, og personsammenfaldet der er mellem bestyrelsen i det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab og overenskomstparterne bag pensionsordningen, bevirker, at overenskomstens parter er tilstedeværende såvel på det kollektive niveau som på pensionsleverandørens niveau i det enkelte selskabs bestyrelse. Kombinationen medfører, at organisationsfuldmagten strækker sig længere ved denne type af pensionsselskab, idet der ikke er en tydelig og klar adskillelse mellem overenskomstparterne og pensionsleverandøren.

Til sammenligning vil det i en tværgående pensionskasse også være overenskomstparterne, der står bag etableringen af pensionsordningen i overenskomsten, og aftaler rammerne herfor. Men det vil være kassens medlemmer, der på generalforsamlingen vedtager pensionsregulativet, og ofte vil der være krav til beslutningsprocessen, således at det fremgår af kassens vedtægter, at væsentlige ændringer skal vedtages på generalforsamlingen, før ændringen kan gennemføres.[26] Der er derfor ikke samme identifikation mellem overenskomstparterne og generalforsamlingen i en pensionskasse, som der er mellem overenskomstparterne og generalforsamlingen i det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskab.

 

Overenskomstparterne, og dermed organisationsfuldmagten, spiller ikke en ligeså fremtrædende rolle i en pensionskasse, som ved de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber, hvilket formentlig også må være årsagen til, at pensionskassens medlemmer typisk gives en påtaleret ved væsentlige ændringer.[27]

 

De forsikrede hos Industriens Pension og PensionDanmark har ikke en tilsvarende påtaleret, hvilket må ses som en konsekvens af pensionsleverandørens selskabsmæssige forhold. Der er ikke tale om en medlemsejet forening, der er kendetegnet ved at være demokratisk, fordi det ligger i foreningens natur.  PensionDanmark og Industriens Pension er aktieselskaber ejet af overenskomstparterne, uden kommerciel karakter. Det er arbejdsmarkedets parter som varetager kollektivets interesser og bestemmer, hvad der er til kollektivets bedste, og ikke det enkelte medlem. Og grundet ejerforholdene ved denne type selskab, er overenskomstparterne fremtrædende og tilstedeværende både i det kollektive overenskomstsystem men også hos pensionsleverandøren.[28]

 

Dette er formentlig afgørende for, at ændringens gyldighed ved denne type pensionsleverandør, som altovervejende hovedregel ikke er betinget af forsikredes samtykke.[29] Der må skulle stilles relativt strenge krav til den type af ændring der ønskes gennemført, før ændringen gennemførelse betinges af, at den enkelte forsikrede giver sit samtykke. En ændring der kolliderer med et konkret, individuelt og irreversibelt løfte, som selskabet har givet til den forsikrede, og vedkommende med rette har indrettet sig i tillid hertil, vil pensionsselskabet og overenskomstparterne således formentlig ikke have mulighed for at foretage uden den forsikredes forudgående samtykke.[30]

Sammenfattende

Modellen ved de arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber er bygget op, så de forsikrede er givet en arbejdsmarkedspension, hvor de ikke selv bestemmer over ordningen ud over de forhold, som specifikt relaterer til dem, som tilfældet er ved begunstigelser o.lign. Modellen er aftalebaseret, og langt hen ad vejen vil det derfor være overenskomstparterne og pensionsleverandøren, der i forening råder over pensionsordningen, og som bestemmer, hvad der løbende skal ske. Hvis de forsikrede derfor ønsker at gøre deres indflydelse gældende vedrørende de ændringer, der gennemføres i pensionsordningen, vil det ved denne type af ordninger antageligt snarere blive fagforeningernes demokratiske beslutningsstruktur, der må anvendes.[31]   

 

Det er kombinationen af overenskomstparternes organisationsfuldmagt og personsammenfaldet, der er mellem overenskomstparterne og pensionsselskabets bestyrelse, der sammen medfører, at organisationsfuldmagten strækker sig langt ved denne type pensionsleverandør. Modellens opbygning bevirker, at overenskomstparterne er fremtrædende i denne type af pensionsordning og derigennem forårsages, at individuelle hensynsbetragtninger til de forsikrede spiller en meget lille rolle, og formentligt kun i sjældne tilfælde vil begrænse ændringsadgangens udstrækning på bekostning af det, som overenskomstparterne har vurderet er i kollektivets interesse.

 

Med indførslen af Solvens II-reglerne er der kommet fornyet fokus på, hvilke ændringer, der kan gennemføres i pensionsforhold, uden at de forsikrede har samtykket til ændringen. De skærpede solvenskrav som Solvens II indfører, har medført, at SamPension, der typemæssigt er et livsforsikringsselskab, som fungerer som et administrationsselskab, med virkning fra den 1. januar 2011 har afskaffet deres ydelsesgarantier uden de forsikredes forudgående samtykke. Afskaffelsen, der betyder at ydelserne vil være ugaranterede, er sket under henvisning til, at indførelsen af Solvens II afgørende ville ændre de forudsætninger, som garantierne var afgivet på, og at selskabet havde overenskomstparternes tiltrædelse og samtykke til ændringen.[32] SamPension er også et pensionsselskab for lønmodtagere ejet af arbejdsmarkedets parter, men selskabsmæssigt er det et almindeligt livsforsikringsselskab og dermed ikke samme type selskab som Industriens Pension og PensionDanmark. Om det juridiske grundlag for de af SamPension foretagne ændringer, skal denne artikel ikke komme ind på.

 

Det kan være nemt at overse arbejdsmarkedspensionernes aktualitet og vigtighed i hverdagens travlhed, men tiltaget fra SamPension viser præcist, hvor aktuelt og væsentligt spørgsmålet om rækkevidden af ændringsadgangen for pensionsleverandøren og overenskomstparterne er.

 


[1] Etableret i medfør af § 307 i lovbekendtgørelse nr. 793 af 20. august 2009 om finansiel virksomhed, og omfattet af EU’s forsikringsdirektiver, se f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. november 2009 (2009/138/EC) om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

[2] For mere om det danske pensionssystem henvises til hjemmesiden for brancheorganisationen Forsikring & Pension samt Finanstilsynet, www.forsikringsogpension.dk og www.finanstilsynet.dk.

[3] Se Lov af 21. december 2005, nr. 124 om obligatorisk tjenestepensjon. Loven er tilgængelig via følgende link: http://www.lovdata.no/all/hl-20051221-124.html. Nærværende artikel skal ikke komme yderligere ind på loven. For mere om det norske pensionssystem kan henvises til Finansdepartementets hjemmeside, tilgængelig via følgende link: http://www.regjeringen.no/nb/dep/fin.html?id=216, samt Finansnæringens Fellesorganisasjon, www.fnh.no.

[4] Den offentlige tjenestemandspension, der også henhører til søjle II, er fastsat ved lov, se Lovbekendtgørelse nr. 489 af 6. maj 2010 om tjenestemandspension.

[5] For mere om det svenske pensionssystem henvises til hjemmesiden for Försäkrings Förbundet, www.forsakringsforbundet.com.

[6] Det er meget anvendt ved arbejdsmarkedspensionerne i Danmark, at de forsikrede gives en periode med bidragsfri dækning i tilfælde, hvor indbetalingen til ordningen stopper, f.eks. hvis vedkommende bliver arbejdsløs. At den forsikrede er bidragsfrit dækket vil sige, at forsikringsdækningerne opretholdes i en periode selvom der ikke indbetales bidrags til ordningen. Dette sker typisk ved at lade opsparingsdelen af ordningen betale for opretholdelsen i den bidragsfrie periode, og kan ses som en force ved at holde hele ordningen samlet hos én leverandør.

[7] Jf. Dom af 7. april 2010, HR-2010-00571-A (sak nr. 2009/1724) fra Norges Høyesterett.

[8]  I lignende retning Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension 1. udgave 2009, s. 89ff.

[9] Jf. Karnov bemærkningerne til Lov om finansiel virksomhed § 307, stk. 1 nr. 1, note 1211, kan det arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskabs umiddelbare ejere godt være et holdingselskab, blot er det en betingelse, at holdingselskabet fuldt ud er ejet af de pågældende organisationer. I overensstemmelse hermed er Industriens Pension eksempelvis ejet af IndustriPension Holding A/S og PensionDanmark er ejet af PensionDanmark Holding A/S.

[10] Reguleringen er inspireret af den, som gælder for de tværgående pensionskasser omfattet af lov om finansiel virksomhed § 304 og som også er omfattet af EU’s forsikringsdirektiver, se f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25. november 2009 (2009/138/EC) om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

[11] Jf. Lovbekendtgørelse nr. 793 af 20. august 2009 om finansiel virksomhed. FunktionærPension blev i 2007 omdannet til et almindeligt A/S, og Industriens Pension og PensionDanmark er derfor nu de eneste to arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber i Danmark. Se Finanstilsynets afgørelse af 24. april 2007 samt pressemeddelelsen offentliggjort på FuntionærPensions hjemmeside www.funktionærpension.dk.

[12] Jf. Årsrapporten 2009 for Industriens Pension, s. 3 havde selskabet ved udgangen af 2009 i alt 403.496 medlemmer, se http://www.industrienspension.dk/forside/om_industriens_pension/o_organisation/o_regnskaber.htm, mens PensionDanmark ifølge deres årsrapport for 2009, s. 5 havde i alt 578.000 medlemmer ved udgangen af 2009, se http://www.pension.dk/da/Om-PensionDanmark/Fakta-om-os/Ars---halvarsrapporter/.

[13] Se i lignende retning Pensionsmarkedsrådets rapport 2000/2001 s. 207-208. Rådets rapporter er tilgængelige på Finanstilsynets hjemmeside via følgende link; http://www.finanstilsynet.dk/da/Om-os/Historie/Pensionsmarkedsraadets%20rapporter.aspx.

[14] Se Lov af 12. juni 2009 nr. 470 om aktie- og anpartsselskaber (Selskabsloven) §§ 4 og 5.

[15] PensionDanmark har overfor Ankenævnet for Forsikring anvendt en tilsvarende formulering i selskabets svarskrift til nævnet, jf. kendelse af 30. november 2009 sag nr. 75.506. Kendelsen er tilgængelig på Nævnets hjemmeside www.ankeforsikring.dk.

[16] Ordet forsikringsbetingelser er her anvendt som betegnelse for det aftalegrundlag, der er fastsat af pensionsleverandøren. Herunder f.eks. dækningsmønster og betingelser for udbetaling. Forsikringsbetingelserne bliver ofte suppleret af f.eks. en medlemspjece eller af pensionsleverandørens hjemmeside, hvor de forsikrede kan læse mere om deres pensionsordning hos den pågældende pensionsleverandør. Andre pensionsleverandører kan anvende betegnelsen pensionsregulativ, pensionsvilkår etc. Derimod er egentlige forsikringspolicer, der ikke er fradragsberettiget med mulighed for overdragelse til eje eller pant, på grund af pensionsbeskatningsreglerne sjældent forekommende, og da kun under søjle III.

[17] Se i lignende retning Mads Bryde Andersen & Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension, 1. udgave 2009, der på side 277 skriver, at ”Jo mere tydeligt, aftalegrundlaget markerer muligheden for en ændring, desto friere står den besluttende instans, der har kompetence til at gennemføre ændringen”.

[18] Udtrykket anciennitet er hyppigt anvendt i arbejdsretten, og refererer typisk til, hvor længe en person har været ansat hos arbejdsgiveren. I mange overenskomster vil der i relation til pensionsordningen være et anciennitetskrav, der fastsætter, at lønmodtageren skal have været ansat i et bestemt antal måneder under overenskomsten, før vedkommende bliver optaget i pensionsordningen.

[19] I sagen var der tale om en pensionskasse der var undergivet Firmapensionskasseloven modsat de tværgående pensionskasser omfattet af Lov om finansiel virksomhed § 304.

[20] Jf. Firmapensionskasseloven sammenholdt med Lov om finansiel virksomhed § 307.

[21] Se f.eks. Østre Landsret i U 2003.763, der omhandlede gennemførelsen af en ændring af fordeling af vejbidraget i en grundejerforening. I den forbindelse kan også henvises til Erik Hørlyck, Dansk andelsret, 3. udgave 2000, s. 198, der om den foreningsretlige minoritetsbeskyttelse blandt andet skriver ”hvis en organisation skal kunne fungere, er det nu engang nødvendigt, at mindretallet bøjer sig for flertallet, men på den anden side er det ikke acceptabelt, hvis flertallet misbruger sin magt i forhold til mindretallet.”.

[22] Eksempelvis hvis en dækning ophører, og der i stedet indføres en ny dækning i ordningen, eller en allerede eksisterende dækning udvides beløbsmæssigt.

[23] Dette kan være i form af, at pensionsselskabet tænker på sit omdømme som pensionsleverandør. Eksempelvis i relation til medieomtale eller i forhold til klager indbragt for Ankenævnet for Forsikring, samt sager anlagt ved de civile domstole.

[24] PensionDanmark gennemførte sådan en ændring med virkning fra den 1. juni 2009.

[25] For mere om markedsrenteprodukterne se artiklen fra Forsikring og Pension, Markedsrenteprodukter og Lisbeth Faurdahl i Lennart Lynge Andersens og Flemming B. Søgaard (red.) 12 perspektiver på pension, 1. udgave 2006, s. 57ff.

[26] Om tværgående pensionskasser se Lov om finansiel virksomhed § 304 samt artiklen af Bo Lauritzen i Juristen nr. 4, 2008 s. 120ff Om tværgående pensionskasser, se særligt s. 123-124.

[27] Se Højesteret i U.2006.749.

[28] Jens Kristiansen, Den kollektive arbejdsret, 2. udgave 2008 s. 70.

[29] Således er det også fremhævet i Finanstilsynets Rapport om bonus i livsforsikringsaftaler fra 2004, at det mere komplekse aftalegrundlag der ligger til grund for arbejdsmarkedspensionsordningerne kan ”give f.eks. overenskomstparterne mulighed for at ændre pensionsordningen både fremadrettet og for allerede indbetalte midler uden forsikringstagerens accept.” Se rapportens s. 30. Rapporten er tilgængelig på Finanstilsynets hjemmeside via følgende link; http://www.finanstilsynet.dk/da/Tal-og-fakta/Rapporter/Tidligere-rapporter/2005/Rapport-om-bonus-i-livsforsikring.aspx.

[30] Se i lignende retning Mads Bryde Andersen & Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension 1. udg. 2009, s. 112, 273-275 & 279-280, se også Højesteret i U2006.749, hvor betragtninger om berettigede forventninger bl.a. indgår.

[31] I lignende retning Pensionsmarkedsrådets rapport 2000/2001, s. 209. Rådets rapporter er tilgængelige på Finanstilsynets hjemmeside via følgende link; http://www.finanstilsynet.dk/da/Om-os/Historie/Pensionsmarkedsraadets%20rapporter.aspx.

[32] For mere om garantier i pensionsordningen kan henvises til Mads Bryde Andersen i U.2010B.181 om ”garantier” i pensionsaftaler.